My life on the road

Hej igen

Ja, jeg befinder mig trods alt stadig i Spanien, så planerne har ændret sig igen. Jeg har her til aften officielt sagt op – allerede fra næste uge! I går aftes tjekkede jeg for sjov min værtsfamilies profil på hjemmesiden, hvor jeg fandt dem, og så, at de nu søger en ny au pair som kan begynde i oktober eller november. Det betyder altså, at de gerne vil erstatte mig og helst så hurtigt som muligt. For stadig at have overraskelsesmomentet på min side sagde jeg op gældende fra næste uge. Det gik egentligt meget bedre end forventet at sige det til moderen, men det er vel ikke så underligt, når de også gerne vil slippe af med mig. Hun var bare glad for, at jeg gav hende en uges varsel. Hun tror, at jeg flyver hjem sammen med Patrick den 21. oktober, men det er ikke helt sandt. Planen ser nu sådan ud:

Lørdag 12. – søndag 13.: Tur til Salamanca sammen med fire andre au pairs

Torsdag 17.: jeg kører ungerne i skole, henter Patrick i lufthavnen og sover på hotellet med ham

Fredag 18.: Patrick og jeg står monstertidligt op, tager til Las Rozas og kører ungerne i skole, pakker alle mine ting og tager tilbage til Madrid for at holde weekend

Mandag 21.: Patrick tager hjem og jeg crasher (forhåbentligt) på James’ sofa indtil den 31. oktober. James er en af de amerikanere, jeg mødte i Sevilla. Han synes det kunne være hyggeligt, hvis jeg bor hos dem, men han skal lige tjekke med sin roommate også. Jeg krydser fingre! Ellers må jeg finde på et andet sted at sove. Det skal nok gå!

Torsdag 31.: Stine kommer og jeg bor på hostel med hende

Mandag 4.: Stine tager hjem og jeg flytter til et andet hostel

Fredag 8.: jeg flyver hjem!!

Jeg er helt vildt spændt på den sidste måned i Madrid. Endelig kan jeg få lov til at nyde byen uden at tænke på dumme børn. Hvis nu bare James’ roommate siger ja, så er det hele faldet på plads. Jeg fortsætter med min sprogskole og får nu forhåbentligt også tid til at lave mine lektier ordentligt. Der er så mange fordele. Ih altså, jeg glæder mig!

Godnat og sov rart alle sammen.

Tusind kram og knus

26 dage tilbage som au pair

Kære alle

Jeg tror ikke, jeg har været så glad, som jeg er i dag, siden jeg kom herned. Det skyldes først og fremmest en god weekend med søde veninder og det faktum, at jeg har besluttet mig for at tage hjem. Ja, jeg ved godt, jeg har vaklet frem og tilbage, men nu er det sikkert. Jeg har om-booket min billet til den 8. november og jeg siger op fra den 1. november. Min veninde Stine kommer i weekenden den 1.-3. november, og efter hun er taget hjem, bliver jeg boende på et hostel for at få sagt farvel til Madrid på min egen måde og uden at skulle bekymre mig om dumme børn. Jeg er simpelthen så lettet indeni, og jeg glæder mig ubeskriveligt til at komme hjem. Jeg kan simpelthen ikke holde det ud mere. Selvom alting går bedre, så var jeg stadig ked af det det meste af tiden. I torsdag regnede det helt vildt, så jeg lånte en paraply, som jeg så mistede i metroen. Det hylede mig helt ud af den, og jeg græd og græd og græd, indtil det gik op for mig, hvad jeg lavede. Det er ikke meningen, at man skal blive knust over en mistet paraply! Så jeg har bidt stoltheden i mig, og jeg prøver nu at overbevise mig selv om, at 3 måneder i Madrid også er okay. Mit eneste problem er nu, hvordan jeg skal fortælle familien det. Under alle omstændigheder bliver jeg nødt til at vente lidt i nu, for jeg er bange for, at hun kan finde på at smide mig ud, og så har jeg ikke noget sted at bo indtil Stine kommer. Men den tid den sorg. Lige nu vil jeg bare nyde at være rigtigt glad helt ned i maven.

Mandag kom jeg endelig i skole igen blot for at få at vide, at den var lukket tirsdag og onsdag, da alle lærerne skulle rette opgaver. Suk. Onsdag tog Emma og jeg derfor til Salamancas-kvarteret, hvor de rige bor. Det lignede præcis en Nordeuropæisk storby. Emma og jeg udbrød i hvert fald i kor, da vi kom op fra metroen: ”det ligner Stokholm!” og ”det ligner København!”. Derfra tog vi videre til finanskvarteret med de fire højhuse, der kendetegner Madrids skyline. Heller ikke dette område havde meget charme, så vi tog tilbage til Malasaña og spiste frokost på en bænk i solen.

Torsdag startede jeg så i skole igen på niveau 4. Hold op, hvor var det bare noget helt andet end niveau 3. Vi var en helt fyldt klasse, 20 elever, og den mest uengagerede og uinteressante lærer, jeg nogensinde har oplevet. På 3 minutter gennemgik han konjunktiv, som ellers tager flere måneder i gymnasiet. Ingen af os kunne følge rigtigt med, men det gør mig ikke så meget. Der er nemlig andre au pairs i min klasse nu – nogle søde piger fra Tyskland. Fredag tog vi på Montaditos og spiste frokost efter timen. Det er trist, at jeg først skal møde dem nu, hvor jeg alligevel tager hjem, men sådan er det. Som lektie til i morgen skal jeg skrive en kommentar på en halv A4-side, som handler om påstanden ”comprar sólo en granjas ecológicas es demasiado caro. No me lo puedo permitir.” (”Kun at handle ved økologiske gårde er for dyrt. Det har jeg ikke råd til”). Hvordan hulen skal jeg skrive en halv A4-side om det? ”Estoy de acuerdo de él. El fin.” Suk altså.

Fredag eftermiddag befandt jeg mig igen i den fordømte sportshal fra 17 til 21. Jeg mistede mit temperament og kom til at vise moderen, at jeg overhovedet ikke var tilfreds med hendes unger. Det resulterede i en ”snak”, hvor jeg egentligt ikke hørte så meget af, hvad hun sagde, men i stedet tænkte ”jeg skal hjem, jeg skal hjem, jeg skal hjem” gentagende gange for mig selv. Faderen er også kommet hjem fra Filippinerne, men han tager af sted allerede om en uge igen. Det betyder sikkert, at jeg ikke kan få fri, når Patrick er her, men så må han tage med ud og passe børn. Det bliver sikkert også en fest.

Da vi endelig kom hjem fra fodbold/svømning, havde jeg en aftale med Emma om at tage til Las Rozas byfest. Vi skulle mødes 22.30 med nogle andre, hun havde snakket med, og så videre til denne her fiesta. Fiestaen viste sig at være en perfekt blanding af Ilskov byfest og Sunds kræmmermarked. Det var med andre ord ikke nogen succes overhovedet. En kæmpe flok meget fulde teenagerne førte sig frem på en parkeringsplads, hvor en DJ spillede techno. Av. Det er jeg simpelthen blevet for gammel til. Emma og jeg aftalte i stedet, at vi skulle mødes lørdag formiddag og se ”la corrida de toros” nede i byen. Nogle veje bliver spærret af med hegn, nogle dumme unge mænd bliver på den forkerte side af hegnet, og så slippes et par arrige tyre løs, som det så gælder om at løbe fra. I Spanien er det en hyggelig familietradition, hvor forældre tager deres små børn med. Emma og jeg var skræmt fra vid og sans. Især da en af deltagerne blev stanget og røg med ambulance på sygehuset. Efter løbet samledes alle i tyrefægterarenaen, hvor de samme dumme unge mænd kan lege matador for en dag. Det blev kun mere surrealistisk da en dværg besluttede sig for, at han også ville være med. Jeg brød mig overhovedet ikke om det og holdt egentligt mest med tyren.

Lørdag eftermiddag skulle jeg mødes med Anna på det hostel, vi havde booket for natten. En gut ved navn Kenneth, som vi har mødt på en bytur med en masse andre au pairs, havde inviteret alle han kendte til sin fødselsdagsfest på en bar til klokken 20. Da Anna også bor et godt stykke uden for Madrid, havde vi besluttet at sove på et hostel, så vi ikke skulle tænke på hjemtransport. Planen var egentligt at shoppe tøj til om aftenen, men vi kom i stedet til at sidde og snakke. Da vi endeligt var klar til at gå, fandt vi ud af, at vi var sultne, og gik i sted et ind på den mest charmerende cocktailbar, som åbenbart også lavede mad. For 8,5 € fik vi en tre retters menu, og det smagte fantastisk. Vi var især stolte af os selv, da der ikke var noget menukort, men tjeneren bare mundtligt fortalte os, hvad vi kunne vælge i mellem. Til dessert bestilte jeg flan, som er en slags budding, mens Anna gik efter ”plátano”, som betyder banan. Ingen af os havde regnet med, at hun sådan set bare fik en banan og en gaffel. Nøj, hvor var det sjovt. I bedste spansk stil kom vi halvanden time for sent til fødselsdagsfesten, hvilket var lige i rette tid. Efter nogle øl bevægede selskabet sig videre til en anden bar, men vi blev hurtigt spredt. Anna og jeg opgav at finde de andre, spiste vafler og is på en italiensk isbar, blev fundet af de andre, men ”blev væk” igen, da de ville på diskotek. I stedet købte vi chips og tog tilbage til hostelet, hvor vi snakkede til langt ud på natten. Det er utroligt, hvor meget vi begge to havde savnet det danske ”hygge”, hvor man sådan set ikke rigtigt laver noget, men bare er sammen. Hernede skal man altid gå ud, og det bliver bare for meget i længden.

I dag stod vi op og gik rundt i Madrid for at nyde efterårssolen. Det var virkeligt skønt! Klokken 11 åbnede den fotoudstilling, som jeg ikke nåede at se sammen med min mor og Julie, så der tog vi ind. Den imponerende bygning havde også en imponerende tagterrasse med chill musik og en endnu mere imponerende udsigt over hele Madrid. Det var så lækkert at ligge der og bare nyde det hele. I kan finde billeder på facebook. Desværre skulle vi begge to nå en bus, så vi kunne ikke bliver der hele dagen. Det var ellers fristende. Jeg nåede helt at blive i tvivl om, om jeg nu skulle tage hjem, men tvivlen forsvandt fuldstændigt, da jeg igen trådte ind af døren her. Det er jo ikke Madrid, der er noget galt med – tværtimod er det en skøn by – men jeg kan ikke holde ud at være hos familien mere. Jeg glæder mig også helt vildt til at komme hjem til dyner, så man ikke fryser om natten.

Nå, nu lyder det som om, Hector er færdig med sin siesta. Så er det forhåbentligt sikkert at prøve at skype. Jeg glæder mig sådan til at se jer alle sammen igen, og jeg håber, I forstår, hvorfor jeg kommer hjem før tid.

Mange knus og kærlige hilsner

Julie og moooaaar

Kære alle

Jeg tror, det har været den længste uge i mit liv. Jeg kom ikke i skole én eneste dag, da jeg skulle passe syge børn. Tirsdag, onsdag og torsdag arbejde jeg altså fra 7.00 (hvor Hector vækker os alle sammen ved at skrige efter sin mor, som er taget på arbejde) til 21.30 (hvor ungerne endelig er lagt i seng). Jeg har virkelig været indebrændt, fordi jeg har betalt så mange penge for den skole, og moderen ikke engang har overvejet, at jeg ikke kommer af sted. Jeg har prøvet at opvejre det ved at læse Harry Potter og lave i min opgavebog, men ja. Det gjorde det heller ikke bedre, at moderen kom ind tirsdag aften og sagde, at hun havde tænkt over tingene. Hun kunne godt se, at jeg ikke havde det godt her, og at jeg nok ikke passede ind med familien. Hun tilbød derfor at give mig en flybillet hjem inden oktober. Bum. Jeg takkede pænt nej tak og sagde, at jeg i hvert fald vil give det en måned mere. Og hvis jeg klarer oktober, så klarer jeg også november, og så er skal jeg hjem alligevel. Det var stadig bare en stor besked at få smidt i hovedet uden forberedelse. Nu må jeg se, hvad der sker i næste uge. Jeg synes virkelig, det er begyndt at gå bedre, men hvis hun regner med, at jeg bliver hjemme igen, så bliver jeg nødt til at få hende forklaret, at jeg også har en skole, der skal passes.

Det vigtige har også klart været weekenden med min mor og Julie. Jeg fik heldigvis lov til at beholde min fridag fredag og tog af sted fra Las Rozas 9.15. Da jeg endelig ankom til Bilbao metrostation, gik jeg lidt forvirret omkring for at finde vores hostel, men jeg havde ikke gået mange meter, før jeg fik øje på min mor. Det var simpelthen en skøn følelse (og ja, vi tudede begge to). Det blev kun bedre af at finde Julie indenfor, der, selvom hun var syg og på dødens rand, havde kæmpet sig hele vejen til Madrid. Vi bevægede os ud for at finde noget morgenmad, og ellers gik det meste af fredagen med at gå rundt og kigge på byen. Vi nåede både Malasaña, Chueca og Sol, før vi købte brød og ost og lavede sandwich på Plaza de España. Herefter kiggede vi på kongeslottet og Plaza Mayor, før vi holdt pause med tinto verano og en frozen youghurt, som faldt i god smag. Vi fulgte Vuelta España-cykelrytternes rute ned ad Gran Vía, før vi blev overrasket af en regnbyge og tog tilbage til hostelet. Det var simpelthen så lækkert bare at gå rundt i Madrid sammen med dem. Til aftensmad havde jeg valgt El Tigre, men det var desværre lidt af en skuffelse, da de slet ikke gav os den mad, som man plejer at få. Både Julie og jeg havde det skidt, så vi gjorde holdt og købte en pose chips for i stedet at hygge tilbage på værelset. På vejen hjem gik vi forbi en oplyst bygning, hvor der tydeligvis var en eller anden grand opening med kunst og installationer. Desværre var der også dørmænd, der tjekkede gæstelister, så vi besluttede os for at komme tilbage dagen efter.

Og det gjorde vi. Lørdag sov vi længe, spiste morgenmad på en cool café, gik rundt i Malasaña og tog til den udstilling, vi havde fundet aftenen før. Det handlede åbenbart om vin og farver, og der var et rum, hvor man selv skulle farvelægge billederne på væggene. Det var simpelthen så fedt! Vi brugte et godt stykke tid i Retiroparken ved at kigge på træerne, der er ved at få efterårsfarver. Da vi gik videre for at finde en fotoudstilling, indtraf ulykken. Det begyndte at hagle, og da min mor var uopmærksom ét sekund for at få sin regnjakke på, fik hun stjålet sin pung med alle sine penge og sin iPhone. Vi fik spærret dankort og telefon, og i stedet for udstilling brugte vi eftermiddagen på politistationen. Det var ikke så spansk, som jeg havde frygtet, og politimændene var venlige nok. Effektivitet er dog stadig en by i Rusland. For at muntre os selv op, tog vi til koncert på Cafe Jazz Populart, hvor David Sancho & Swing spillede. Det var en oplevelse. Cafeen var mikrolille. Vi kom en time i forvejen og fik det sidste bord. Klokken 22.15 kom en spansk blanding af Michael Bublé og Elvis ind på scenen og dansede sig gennem diverse spanske jazz-swing-underholdnings melodier. Det var en sand fornøjelse, og halvdelen af salens kvinder var ved at dåne, da han som ekstranummer gav den som Elvis med læderjakke til Blue Suede Shoes.

I dag nåede vi en tur på El Rastro-markedet, før de skulle mod lufthavnen klokken 13.30. Det var direkte forfærdeligt at sige farvel til dem, og det er også længe siden, jeg har været så ked af det, som jeg er nu. Jeg sidder dog og spiser Click Mix, som de havde med til mig, og det hjælper lidt. Det er både godt og skidt at få besøg. Jeg er virkelig ikke god til at sige farvel… jeg har også dårlig samvittighed, fordi jeg kom hjem og gik direkte op på mit værelse. Jeg prøver at tage mig sammen til at gå ud til familien, men jeg magter det ikke. Jeg vil helst bare gemme mig i min seng indtil aftensmad. Måske gør jeg det bare. Måske ikke. Jeg vil i hvert fald se frem til at snakke med Patrick i aften.

Jeg burde finde på noget sjovt at afslutte det her indlæg med, men jeg kan ikke lige komme i tanke om noget. Jeg håber meget, jeg kan komme i skole i morgen, så jeg snart kan få begyndt på den rutine, som gør det hele meget nemmere. Jeg håber også, det bare var ”snyde-efterår”, vi oplevede i weekenden. Jeg gider simpelthen ikke, hvis det også skal regne og være koldt. Så kan jeg lige så godt have det koldt i Danmark, hvor der i det mindste er dyner.

Jeg håber, I har det godt og holder ud.

Kæmpe knus og kram

PS. Mor og Julie havde også en elkedel med til mig. Nu kan jeg lave the! :) :) :)

Sygdom

Hej!

Undskyld at jeg ikke har fået opdateret min blog. Jeg har været syg siden torsdag, og det har bestemt ikke været sjovt. Høj feber, hovedpine og mistanke om halsbetændelse – og det hele bliver kun værre af ikke at kunne sove i sin egen seng. Min mor og Julie (SOM KOMMER OM KUN 4 DAGE!) tager en elkedel og noget te med til mig. Så er jeg bedre forberedt, hvis jeg skulle blive syg igen. Jeg slæbte mig dog i skole fredag og havde min første rigtig succesoplevelse. Jeg havde en hel samtale på spansk med en sekretær, hvor det lykkedes mig at skifte til niveau 4 fra 10.30-12.30 startende fra den 3. oktober. Jeg var bristefærdig af stolthed. Det var endda den samme, som havde gjort grin af mig den allerførste gang, jeg var der. Ha!

Resten af fredagen gik det bare ned ad bakke. Fordi ungerne ikke selv kan finde ud af skifte tøj eller gå i bad, skal der være fuld oppasning på om fredagen, hvor både Eva og Oscar har svømning og fodbold. Selvfølgelig skal Hector også underholdes i mellemtiden. Jeg sad derfor i en kold hal fra 17.15 til 21 og var på randen til at dø. Nøj, hvor jeg havde det skidt. Efter 14 timers søvn så det lidt bedre ud (men også kun lidt), og trods min mors formaninger tog jeg til Madrid om aftenen. Jeg havde nemlig en aftale med Becca og Anna. Becca, som boede i Madrid hele sidste år og taler flydende spansk, havde fundet et spillested med et mega lækkert band, som vi måtte se. Vi mødtes derfor 20.30, spiste lækker mad på en (dyr) italiensk restaurant og mødtes med Kenneth fra Canada, som jeg ikke helt ved, hvem er. Han kender åbenbart en masse au pairs, men jeg kunne ikke helt gennemskue hvorfra. Han er heldigvis super flik, og det samme er hans roommate Max fra Australien. De ville også med til koncert, så efter et kort stop på en cocktailbar, der lavede verdens dårligste cosmopolitans, gik turen mod Calle Barco og Tu Otra Bonita. Trods feber og halsbetændelse var det en fantastisk oplevelse! Musikken var en blanding af flamenco og rock’n’roll, og de var simpelthen så dygtige! Jeg håber, jeg får mulighed for at høre dem igen. Max har åbenbart gået på det, der svarer til konservatoriet i Australien, og spiller trompet. Det var sjovt at opleve, hvordan vi hørte ting i musikken, som de andre ikke lagde mærke til. Det har jeg aldrig tænkt over før, fordi jeg normalt går til koncerter med folk, som også ved noget om musik. Det er virkelig et privilegium at lægge mærke til de der små ting, hvor musikerne virkelig har tænkt sig om.

Det er selvfølgelig ikke gået bedre, end at jeg har smittet Hector (jeg tror dog, han var syg først, uden at nogen lagde mærke til det, men stadig…). Jeg havde intentioner om at tage i skole i dag, da mormoren ville komme og passe ham, men jeg havde det stadig så dårligt i morges, at jeg gik i seng igen efter at have kørt Eva og Oscar i skole. Mormoren tog hjem, da Hector sov til middag, og jeg havde egentligt sat mig klar med Criminal Minds for at nyde stilheden. Det kom ikke til at ske, da Hector vågnede efter en halv time og kastede op over det hele. Der stod jeg så alene med en 3-årig med opkast over det hele, der ikke ville lade mig komme tæt på ham. Meget kan jeg sige jer, men jeg er godt nok ikke klar til at få børn! Jeg fik ham dog i noget andet tøj og sat foran 101 dalmatiner på TV’et, før moderen kom hjem, og jeg skulle af sted for at hente Oscar fra skole. Jeg ved godt nok ikke, hvad planen er i morgen. I princippet skal jeg jo blive hjemme og passe dem, når de er syge, men jeg synes bare, jeg betaler så åndssvagt mange penge for den sprogskole, at det er spild, hvis jeg ikke kan komme i skole. Samtidigt vil Hector slet ikke lade mig komme tæt på ham. Han vil kun have sin mor eller bedstemor. På den anden side er det mit job. Suk. Jeg må jo bare gøre som moderen beder mig om.

Jeg er gået i gang med Harry Potter y la piedra filosofal (på spansk selvfølgelig). Det går overraskende godt, så jeg håber, den kan hjælpe mig lidt med datiderne, som jeg overhovedet ikke forstår. Min mor og Julie kommer i weekenden, og jeg glæder mig som et lille barn. Jeg ved dog ikke, om jeg har fri fredag, men ellers må de komme med til Las Rozas og kigge på fodboldtræning. Det bliver også en fest.

Jeg skal nok blive bedre til at skrive lidt oftere, men alting har bare været så uoverskueligt denne her uge. Jeg er så glad for, at I tager jer tid til at skype med mig i tide og utide!

Besos y abrazos
AK

UPDATE:
Ikke nok med at jeg har fået en 3-årig dreng, så har jeg også en 3-årig SYG dreng, der skal passes fra 7.15 til 16.30 i morgen. Af mig. Alene. Og han vil stadig ikke lade mig komme tæt på ham. Moderens svar, da jeg fortalte om mine bekymringer: "han bliver nødt til at lære at lade sig passe af au pairen. Det bliver svært for dig, men det skal nok blive nemmere for den næste". Tak, mange tak. Hvad med at DU tog fri fra arbejde for at passe din syge søn ligesom alle andre mødre i verdenshistorien?? Eller at DU betaler min hundedyre sprogskole?? Det skal nok blive spændende i morgen...

Mandag #6

Hej søde mennesker

Så er det alvor. Faderen er taget 3 uger til Filippinerne, og jeg skal være alene med ungerne hver morgen. Det er også mit ansvar at pakke deres tasker aftenen før og lægge det rigtige tøj frem. I morges gik det okay. Hector ville absolut ingenting, men da Eva tog over, fik han dog tøj på. De nåede ikke at børste tænder, før vi skulle af sted, men det må være målet i morgen. Det skyldtes hovedsageligt, at mikroovnen var i stykker, og jeg derfor var nødt til at varme deres mælk på komfuret. Ja, varme deres mælk. Det værste, spanske børn ved, er kold mælk. Den skal altid varmes. Suk. Mærkelige mennesker. I eftermiddags var jeg med Eva til basketball-træning, for hernede skal der åbenbart være en voksen tilstede for hvert barn. Heldigvis har Emmas dreng træning på samme tid, så det er bare skønt at have kvalitetstid med hende, mens jeg arbejder.

I går aftes havde jeg en lang snak med moderen. Jeg fortalte hende, at jeg ikke har det godt og at jeg altid er ked af det. Jeg tror virkelig, hun fik dårlig samvittighed, fordi jeg ikke følte mig bedre tilpas. Vi har nu aftalt, at hun fortæller mig, hvad jeg skal gøre (så jeg slipper for at spørge hele tiden og føle mig dum), hvis jeg skal hente dem alene fra skole, så fortæller hun mig det før klokken 16 (så jeg har tid til at finde en parkeringsplads), hun bliver bedre til at overholde ungernes sengetid (så de ikke er så umulige om morgenen) og hvis jeg ikke forstår, hvad hun siger, slår hun over i engelsk efter to gentagelser på spansk. Hun har også lovet at blive bedre til at indvie mig i deres planer, så jeg ved, hvad der sker omkring mig. Forhåbentligt bliver det nemmere nu. Jeg tvivler dog på det. Det er meget nemmere at aftale alle de her ting i teorien end at udføre dem i praksis. Det største problem er også ungerne, og det er desværre ret umuligt at lave om på. Hector er for lille til noget som helst og vil bare have sine forældre. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan han bliver, når han ikke har set sin far i 3 uger. Eva er sød det meste af tiden, men Oscar lytter ikke til nogen eller noget, og det er umuligt for ham at skynde sig. En dag kaster jeg ham ud af vinduet. Møgunge.

Weekenden var helt fyldt op med planer. Jeg bliver jo nødt til at finde nye venner og det kræver en indsats, selvom jeg helst bare vil blive på mit værelse og slappe af, når jeg endelig har fri. Fredag aften mødtes jeg med en pige fra Tyskland og en anden fra USA. Den tyske pige var rimelig kedelig og tog hurtigt hjem, og så var der mig og Hannah tilbage. Vi gik rundt i Chueca (bøssekvarteret) og efter nogle drinks besluttede vi, at vi ville se et drag queen-show – bare fordi vi kunne. Det gik dog grueligt galt, da bartenderen ville have 12 € for en drink, så vi besluttede os for at bare løbe væk. Efter en ellers begivenhedsløs aften var jeg hjemme klokken 4, sov til klokken 11 og var klar til endnu en dag i Madrid.

Lørdag mødtes jeg med en hel flok, hvor det viste sig, at der var endnu en dansker. Anna fra Kegnæs på Sydals, som kendte en masse af dem, jeg har gået på efterskole med. Verden er lille, som man siger. Vi gik rundt og kiggede på byen, drak tinto verano og spiste frozen yoghurt, indtil klokken blev 21 og vi mødtes med endnu en kæmpe flok for at tage i byen. Jeg har virkelig lært, at jeg ikke er typen, der bryder sig om clubs og shots. Jeg kan meget bedre lide at sidde og hygge med en øl på en bar, men typer som mig er i undertal, når man går ud med en flok au pairs. ”Lederen” af vores gruppe sendte os rundt mellem forskellige barer for at få gratis drinks, og så snart vi var færdige, skulle vi videre til den næste. Jeg synes virkelig, det var latterligt, og jeg tog tidligt hjem i stedet.

Søndag havde jeg til gengæld glædet mig til længe. Vuelta de España havde sin finaleetape i Madrid, og det kunne jeg ikke gå glip af. Jeg havde aftalt med Emma, at vi skulle derind sammen, men da hendes værtsfamilie pludseligt insisterede på at spise frokost med hende, må jeg tage af sted alene. Jeg kom i relativt god tid og fik en plads 200 meter før målstregen. Det var sjovt at opleve, men jeg er glad for, at de kørte 9 omgange, for det tager godt nok ikke mange sekunder for et felt at suse forbi. Oplevelsen var dog ikke lige så stor, som jeg havde regnet med. Det ser meget mere imponerende ud på TV end det er i virkeligheden. Det sjoveste var næsten at se alle motorcyklerne før og følgebilerne efter feltet. Der er virkelig mange mennesker tilknyttet sådan et arrangement! Emma nåede ind til at se de sidste omgange, og vi fik sneget os tættere på VIP-området, så vi også kunne følge lidt med på storskærmen. Jeg greb desværre ingen Vuelta-kasket. Det er jeg stadigvæk ked af.

Jeg har ultimativt besluttet mig for at blive hernede, selvom det stadigvæk ikke er så sjovt. I dag til spanskundervisning brugte læreren 20 minutter på at forklare reglerne til petanque. Det er virkelig spild af både penge og tid. Jeg forstår ikke Spanien. I morges, da jeg havde afleveret dem i skole, ville jeg køre forbi supermarkedet for at købe havregryn. Jeg havde tjekket på forhånd, at de åbnede klokken 9, men da jeg ankom 9.15, var parkeringspladsen ikke åben, så jeg måtte pænt køre tilbage uden at have handlet. Jeg bliver nødt til at gøre endnu et forsøg i morgen eftermiddag. Jeg kommer ikke levende gennem dagen, hvis ikke jeg får noget ordentligt morgenmad.

For at slutte positivt, så nyder jeg varmen og at rende rundt i sommertøj i midten af september. I dag tog jeg direkte hjem fra skole og lå en time ude i haven, fordi jeg ikke havde lektier for. Patrick siger, at mine tænder er blevet hvidere. Zendiums white & fresh tandpasta virker åbenbart. Jeg burde gå i gang med at læse Don Quixote, men jeg er stadig ikke fan af Spanien. Jeg er i stedet gået i gang med Erik Menneskesøn for 20. gang. Der er også kun 93 dage tilbage (92, for jeg lægger mig til at sove lige om lidt), og min mor og Julie kommer om 2 uger!!

Jeg håber, I har det godt og passer på hinanden.

Mange knus, kram og tanker

PS. Tillykke med fødselsdagen på onsdag, farmor. Jeg håber, du får en dejlig dag. Undskyld på forhånd, at jeg ikke ringer. Din hilsen kommer her i stedet – far har fortalt, at han læser min blog højt for dig. Du kan tro, jeg savner dine frikadeller og dit frokostbord! :)

Fortsættelse

Hej!

Moren har lige sagt, at jeg har fri resten af dagen, så det er lækkert. Jeg har skrevet til en anden au pair og spurgt, om vi skal mødes i aften, så jeg tager måske tilbage til Madrid. Ellers bliver jeg bare hjemme og slapper af. Det er virkelig også tiltrængt! I morgen skal jeg mødes med en hel flok au pairs, jeg ikke kender, så det skal nok blive spændende. Jeg glæder mig dog allermest til søndag, hvor Vuelta de España slutter i Madrid. Emma, min nye bedsteveninde fra Sverige, har lovet at tage med mig derind, selvom hun ikke ved en dyt om cykelløb. Det bliver festligt! Efter skole i dag gik jeg hen til pladsen, hvor jeg tror, målstregen skal ligge. Jeg spurgte endda i turistinformationen, men tøsen der vidste ikke noget om noget cykelløb. Tsk. Typisk Spanien.

Engang i mellem føler jeg mig ret spansk. Især når jeg tager lange bukser på om morgenen (selvom jeg ved, det bliver 28 grader senere), når jeg står op i metroen og læser og når jeg ikke skifter ned i 2. gear før jeg drejer. Jeg er dog stadigvæk rædselsslagen for den spanske trafik. Hjertet sidder helt oppe i halsen på mig, når jeg kører bil. Jeg er dog ikke så forsigtig, som jeg var i starten. Det skræmmer mig lidt, at jeg begynder at køre så hasarderet, men der er ikke rigtigt andre muligheder, hvis man vil ud i rundkørslen og videre. Jeg LOVER, at jeg ikke tager det med tilbage til Danmark.

Jeg har også besluttet, at jeg fra næste måned nøjes med én times spansk om dagen. Jeg regner også med at fortsætte på niveau 3 og forhåbentligt begynde en time tidligere. På den måde vil jeg have fri fra 11.30 – 15.30, og det vil give mig meget bedre tid til at udforske Madrid eller slappe rigtigt af, før jeg igen skal håndtere skrigende unger klokken 17.

Jeg har egentligt ikke så meget at sige, fordi jeg mest af alt bare har været ked af det og opslugt af det. Tirsdag gik jeg rundt i Lavapiés sammen med Emma og drak kaffe på en meget traditionel cafe. Det var virkeligt hyggeligt. Onsdag aften var jeg igen på Montaditos (stedet hvor alting koster 1 € hver onsdag og søndag) sammen med Emma og nogle polske piger. Det er hårdt at skulle til at finde nye venner igen, fordi alle de britiske piger er taget hjem. Torsdag spiste jeg frokost med en anden dansk pige. Det var helt underligt at have en samtale på dansk, for jeg er efterhånden vant til at tænke på engelsk hele tiden. Til gengæld var det noget af et nederlag, da jeg bestilte mad på spansk, og tjeneren slog over i engelsk. Så meget for at lege indfødt. Normalt er alle ellers så glade, når man taler spansk til dem.

Jeg bliver stadigvæk utrolig frustreret, når jeg ikke ved, hvad der skal ske. Forældrene fortæller mig ingenting, så jeg finder først ud af planerne i sidste sekund. Lige nu er jeg dog ved godt mod, fordi det er fredag og jeg først skal tænke på det igen på mandag. Så må vi se, hvordan det går der. Det sværeste er næsten, at jeg ikke bare kan gøre ting på min måde. Hvis det stod til mig, tog vi tidligt af sted hver morgen, men når jeg ikke ved, om faderen regner med at jeg kører dem eller om han selv gør det, så er det svært at få dem til at spise hurtigere – jeg kan jo ikke rigtigt gå ind og ”over-rule” faderen. Ja.. det der med at være au pair var nok ikke lige den smarteste beslutning. Jeg går bare og glæder mig til at få besøg. I det mindste er vejret godt.

Undskyld jeg er så negativ (igen igen). Jeg er stadig et nogenlunde godt menneske. Jeg bryder mig bare ikke så meget om Spanien i længden…

Mange kram og kærlige hilsner

Hverdag

Hej igen

Hverdagen er nu gået i gang med alt, hvad det indebærer, og jeg har ikke så meget tid. Det har virkeligt været svært for mig den sidste uge. Hele min krop skriger efter at rejse hjem, for jeg føler mig virkelig ikke tilpas her. På den anden side vil jeg ikke give op, og det ender nok med, at jeg bliver her de resterende 97 dage. Men nøj, der går ikke en time, hvor jeg ikke tænker på at pakke mine ting og tage til lufthavnen. Jeg er ikke stolt af mig selv. Jeg havde virkelig troet, at jeg ville klare det meget bedre at være hjemmefra alene første gang, men jeg må nok se i øjnene, at jeg ikke er så sej, som jeg troede.

Min dag ser nogenlunde sådan her ud nu:

7.30: vække ungerne, få dem i tøjet og få dem til at spise morgenmad (cirka umuligt, fordi de først går i seng ved 21.30-tiden, hvilket er aaaaaalt for sent for en 3-årig, hvis I spørger mig)

8.30: vi kører til skole, hvor Eva og Oscar kan afleveres ved porten, mens Hector skal følges ind til sit klasseværelse. Jeg er hjemme igen cirka 9.15

10.15: jeg skal gå for at nå bussen til Madrid

11.30-13.30: spansktimer på niveau 3 på CEE Idiomas

15.15: jeg skal forlade Madrid centrum for at tage bussen tilbage til Las Rozas

16.10: jeg skal være ved skolen for at finde en parkeringsplads, så jeg er klar til at hente ungerne, når de har fri klokken 17.00

17.30-21.00: jeg skal fodre dem, hjælpe dem med lektier, lege med dem, få dem i bad, spise aftensmad og få dem i seng

Det hele varierer lidt alt efter om faderen er hjemme eller ej. Når han er her, så arbejder jeg ikke rigtigt om aftenen, for så er der to forældre i stedet. Han møder også først klokken 10, så han er der til at få dem til at lystre om morgenen. Problemet er, at han åbenbart skal rejse meget og derfor være væk, og så er det hele op til mig. Nogle gange henter jeg dem selv fra skole (og så bliver jeg nødt til at være der en time før, for jeg nægter at parkere på spansk manér) og ellers henter moderen og jeg dem sammen. Næste uge begynder de også til fodbold, svømning, basket, dans etc. etc., og så bliver det vist også min opgave at hente/bringe dem. Jeg bliver helt knust indeni, når jeg og ikke moderen henter Hector. Han bliver simpelthen så ked af det, når det ikke er hans forældre, der kommer. Det må også være svært for en 3-årig at forstå, hvorfor hans forældre ikke har tid til ham.

I kan nok forstå, at det med det skema er svært at få tid til lektier og overskud til så meget andet. Jeg overvejer at nøjes med én times spansk om dagen fra næste måned – det er også billigere. Jeg ved alligevel ikke hvor meget, jeg får ud af timerne. Vi er fem elever på mit hold – to fra Kina, en fra Filippinerne og en fra Italien. De er alle sammen meget ældre end mig, så det er ret akavet bare at sidde der. Det hele foregår selvfølgelig på spansk og vi arbejder ud fra en tekstbog. Det er simpelthen så kedeligt. Jeg lærer ikke noget, når jeg ikke får en forklaring på mine fejl (eller forklaringen er på spansk og jeg derfor ikke forstår den). Det er alt for svært for mig at lære grammatik på et sprog, jeg ikke forstår. Suk.

Nu vil jeg skype med Patrick. Jeg skal nok fortsætte med min blog i morgen.

Knus og kram

Sevilla

Hej savnede mennesker

Jeg sidder på terrassen og hører Leonard Cohen og venter på, at billederne fra Sevilla bliver uploadet til facebook. Jeg kan stadig ikke få internettet til at lægge dem ind på denne blog, så I må finde dem i mit facebook-Spanien-album.

Sevilla var både godt og skidt. Efter en laaaang bustur gennem Spanien ankom jeg om eftermiddagen torsdag og med hjælp fra Google Maps fandt jeg også mit hostel. Det var meget lille, og der var ingen mennesker. Det tog i første omgang pusten fra mig. Hvordan skulle jeg nogensinde finde nogen at være sammen med, hvis der ikke var nogen mennesker? Heldigvis var wifi’et fantastisk, og efter endnu en grådfyldt skype-samtale med Patrick havde jeg igen mod på tilværelsen. Jeg gik rundt i Sevilla et godt stykke tid og bare kiggede på byen. Den er meget anderledes end Madrid, synes jeg. På en eller anden måde virker Sevilla mere moderne – der var flere unge mennesker, folk cykler (?!) og det er ikke kun turistfælderne, der har menukort på engelsk. Jeg kunne specielt godt lide bygningerne og de mange farver. Det virkede mere ”spansk” end Madrid, der jo selvfølgelig er en storby på både godt og ondt.

Efter et fantastisk aftensmåltid (pasta og tomatsovs) var jeg på den. Jeg havde stadig ikke mødt andre mennesker, og jeg havde alligevel ikke tænkt mig at gå i seng før klokken 22. Min mor foreslog, at jeg satte mig på en bar og kiggede på mennesker, så jeg bevægede mig ud i Sevillas natteliv. På rådhuspladsen overhørte jeg en flok piger, der talte engelsk sammen. Min første indskydelse var, at de måtte være au pairs, og jeg var lige ved at gå hen til dem, men jeg ombestemte mig. Jeg gik den anden vej, men blev hurtigt antastet af en slesk spansk fyr. For at slippe for ham sagde jeg, at jeg skulle mødes med mine veninder, og begyndte derfor at følge efter pigeflokken. Da de endelig stoppede for rødt lys, gik jeg hen til dem og sagde hej og spurgte, om de var au pairs. De kiggede underligt på mig og sagde nej. Shit. Hurtigt plaprede jeg videre og sagde, at jeg ikke var en psyko eller noget, men at jeg var alene og tænkte på, om jeg måtte hængte mig på dem. Heldigvis grinede de af mig og sagde ja! De var alle fra USA men i Sevilla på sprogskole og var på vej til en jazzbar for at mødes med nogle venner. Kunne det blive bedre?? Det kunne det faktisk. De havde nemlig kun to uger tilbage i Sevilla, før de flyttede til Madrid for at arbejde som folkeskolelærere! Jeg var simpelthen så stolt af mig selv, at jeg bare havde taget chancen og snakket med komplet fremmede. Jeg havde en super god aften med dem, hvor vi endte på et eller andet diskotek, der holdt specielt åbent for sprogskolestuderende. Meget kan man sige om amerikanere, men de er simpelthen så åbne og venlige!

Fredag tog jeg på endnu en free walking tour. Det er en glimrende måde at se byen på, for man får også forklaring på, hvad man ser, og generel viden om byen. Jeg var især vild med pavillonerne fra verdensudstillingen i 1929, hvor Spanien ville undskylde for deres plyndring af Sydamerika under Colombus. Spaniens pavillon hedder Plaza España og er simpelthen så flot! Efter den guidede tur gik jeg rundt i den gamle bydel, der godt kunne minde om Ærøskøbing – blot var husene lidt større. Om aftenen havde mit hostel arrangeret en tur til en nyåbnet sportsbar for at se Spanien tæve Finland i fodbold. Jeg tog med sammen med nogle australske piger, men det var en kæmpe fiasko. Vi fik en tapas-burger og skulle vente en time på vores drinks i et lille bitte lokale uden aircondition. Heldigvis skrev James og Lizzy (to af mine nye amerikanske venner) om jeg ville mødes med dem og de andre. Jeg takkede ja og småløb til den anden ende af byen, hvor de havde fundet endnu en bar med live musik. Det var et meget alternativt sted, men jeg var helt vild med det. Vi mødte snart nogle indfødte og besluttede os for at træne vores spanske. Det var interessant, men meget sjovt. Klokken 3.30 var jeg alt for træt og sulten til at kunne drikke flere øl, så jeg sagde pænt farvel og fandt hjem til mit hostel. Jeg har dog aftalt med amerikanerne, at de skriver, når de er i Madrid. Så skal vi mødes igen. Jeg glæder mig helt vildt! Det var virkelig nogle skønne mennesker.

Lørdag sad jeg længe på en fin lille plads med et springvand og læste, før jeg tog bussen tilbage til Madrid. Hvis rejsen til Sevilla havde været lang, var det intet i forhold til turen hjem. Jeg sad ved siden af en dreng, som snakkede med sig selv i seks stive timer. Jeg var klar til at hoppe ud af vinduet halvvejs.

I dag har jeg sovet længe og vasket tøj. Jeg ved ikke, hvornår familien kommer hjem, men jeg håber ikke, det bliver alt for sent. Jeg har virkelig brug for at vide, hvad der skal ske i morgen og fremefter. Ellers er der vist ikke sket så meget. Jeg har prøvet at køre turen til skolen, og det var heldigvis ikke så slemt. Jeg har også fået en ny veninde, Emma fra Sverige. Det er rart at have mødt en anden fra Skandinavien – vi tænker ret ens og har derfor mange af de samme problemer med Spaniens ”mañana” måde at tænke på.

Jeg tror ikke, der er så meget mere at fortælle. I morgen er ferien slut og au pair-livet begynder for alvor. Jeg kan slet ikke overskue at tænke på det, men der er vel ikke andet at gøre end at tage en dag af gangen. Jeg håber, I alle sammen har det godt!

Tusind knus og kram og kærlige hilsner

Sidste ferieuge

Hej igen

Indtil videre er i dag gået overraskende godt! Af en eller anden grund har Oscar ikke været hjemme, så jeg har kun passet Eva og Hector, og det er gået over al forventning. Det startede ellers med, at Hector skreg allerede før hans far var taget af sted, men da han fik lov til at se Disney Channel var alt godt. (Okay, nu skriger han godt nok igen, fordi han ikke vil sove. Eva og jeg har aftalt, at vi bare ignorerer ham – så bliver han nok træt af det på et tidspunkt. Vi sidder lige og ser Løvernes Konge på engelsk (endnu en succes, for hun plejer at blive hysterisk, når jeg foreslår, at vi ser film på engelsk)).  Når moderen kommer hjem, skal jeg for første gang ud at køre, så jeg kan nå at vænne mig lidt til det, før det er alvor næste mandag.

Nå, nu er Ruth kommet hjem, men fordi jeg er sådan et geni med børn og har fået Hector til at sove, så tager hun og Eva alene af sted til lægen. Jeg tror, det betyder, at jeg ikke skal køre alligevel. Det er lidt noget hø, for jeg er rædselsslagen bare ved tanken om spansk trafik. Desværre er der ikke rigtigt noget, jeg kan gøre. Jeg må bare vente at se, hvad der sker…

Weekenden var ellers nogenlunde. Jeg fik ikke lov til at sove længe lørdag, fordi ungerne skreg, så jeg flygtede til poolen og tog til Madrid for at mødes med Hannah klokken 17. Det var hendes sidste dag i Madrid, så vi gik lidt rundt i Lavapiés og fandt en cafe og fik en tinto verano. Lavapiés er det multikulturelle område i Madrid, og der er flere kabab-steder end tapas-steder. Vi handlede i Aldi (yessss!) og lavede lækre sandwichs til aftensmad. Nogle af de andre piger havde været i Toledo aftenen før, og havde åbenbart gjort det til noget af en fest. De havde i hvert fald enorme tømmermænd og var overhovedet ikke klar på noget som helst. Jeg havde det lidt på samme måde – ikke på grund af tømmermænd, men bare almindelig træthed. Hannah var ret skuffede over os og tog alene på pubcrawl, mens vi andre drak en enkelt øl og tog hjem.

Søndag mødtes jeg med de tømmermændsramte piger (Eleanor, Ell og Sophie) i Retiroparken, hvor vi havde aftalt at leje en robåd og sejle lidt rundt på søen. Det er åbenbart noget, man skal have prøvet, når man er i Madrid. Jeg gik først rundt på det store marked El Rastro, hvor jeg fandt de mest fantastiske gademusikanter. Jingle Django – guitar, klarinet, cajon, trompet og tuba er bare en genial kombination! Bådturen var fin, men det er ret tydeligt, at de tre andre er meget engelske. Det bliver hurtigt internt, og så er det ret svært at følge med. Jeg savner også at hænge ud med drenge. Det er bare meget nemmere, og så snakker drenge ikke nær så meget om børn. Suk. Jeg var virkelig langt nede i går aftes, fordi alting var så uoverskueligt og fordi jeg var så langt væk fra alt, hvad der var trygt og sikkert. Heldigvis har jeg en vidunderlig kæreste, der tager sig tid til at skype med mig i tide og utide. Det hjælper på det hele!

Jeg har også besluttet mig for, hvad jeg vil bruge min forlængede weekend på. Faster Elin foreslog, at jeg fandt computerspil og lækker mad og vin og nød stilheden (tusind tak for et godt bud, som jeg bestemt vil benytte mig af en anden gang!), men denne gang bliver det en tur til Sevilla i Sydspanien. Det tager 6 timer med bus, så jeg tager af sted torsdag morgen og kommer hjem lørdag aften. Så kan jeg lige nå at slappe lidt af, inden her igen bliver fyldt med skrigende børn. Jeg glæder mig helt vildt til at være lidt på egen hånd, hvor jeg sådan set selv har bestemt det. Jeg tror, det er derfor, jeg ikke er faldet så godt til hos familien. De er bare lidt for ”ligeglade” med mig, så der er en helt masse ting, jeg selv må regne ud hele tiden. Det er virkeligt hårdt, synes jeg. Jeg ved aldrig, hvad planerne er, og hvad der sker omkring mig. Nogle gange er det helt rart at være alene med ungerne, for så er det i det mindste mig, der bestemmer, og så kan jeg gøre det på min måde.

Heldigvis bryder jeg mig mere og mere om Madrid. Det handler om at holde sig væk fra centrum-centrum (altså Sol) og i stedet gå rundt i de andre kvarterer. Min far har lige meddelt, at han og Dorte kommer herned den andensidste weekend i november. Det glæder jeg mig også til – især fordi de kan have en kuffert med hjem ;) nej, det passer ikke. Tanken om at få besøg holder mig virkelig oppe! Der er nu kun 25 dage til min mor og Julie kommer. Hurra!

Jeg skal nok fortælle en masse om Sevilla, når jeg kommer hjem. Hav det godt så længe!

Tusind knus og kram

PS. Anne Sofie – meld dig til musical!

Kaos

Det vigtigste først: jeg har købt min flybillet hjem! Jeg lander i Billund onsdag den 18. december klokken 18.40. Hurra! :) Jeg har også fået mit transportkort, så jeg for 45 € i måneden kan rejse frit med metroen og mellem Las Rozas og Madrid. Det er super lækkert.

I dag har været fuldstændig sindssyg. Hold da helt op. Eva kom hjem fra sygehuset i går. Hun har ikke længere feber, men skal tage noget medicin tre gange om dagen. Som om det ikke er nok, så er Hector blevet syg. Han skulle derfor ikke i børnehave i dag, og jeg skulle være alene med dem alle tre. Fint, tænkte jeg, da jeg gik i seng i går, det skal nok gå. I morges vågnede jeg ved, at Hector skreg. Ikke bare skreg, som i jeg-er-lidt-utilfreds-giv-mig-opmærksomhed, men skreg af sine lungers fulde kraft. Han ville have sin mor og sin far, og han ville have dem nu. Da jeg nærmede mig ham, skreg han bare endnu højere (det havde jeg ellers ikke troet var muligt) og gemte sig under sengen. Super. Verdens bedste start. Hector er rædselsslagen for mig. I panik ringede jeg til moderen, som tog det meget roligt. Det er åbenbart standart. Jeg skulle bare lade ham være, så gik det nok over, når han blev sulten.

Og ganske rigtigt – vi gik nedenunder for at finde morgenmad, og Hector fulgte trop. Til gengæld begyndte Eva at skabe sig. Hun ville hverken spise eller tage sin medicin. Hector fulgte snart sin søsters eksempel. Jeg anede simpelthen ikke, hvad jeg skulle gøre. Heldigvis dukkede rengøringsdamen Rosi op, og en, to, tre så havde Eva taget sin medicin og Hector havde spist op. Den kvinde er en engel! Hun hjalp mig i gennem formiddagen, som endte med at vi lagde puslespil og malede med vandfarver. Hector havde igen høj feber, så de fik lov til at se fjernsyn, mens jeg lavede mad. Uheldigvis var filmen slut 20 minutter før, vi skulle spise, og jeg gav ungerne et valg: enten så de mere fjernsyn, indtil vi skulle spise, eller også måtte de se film senere – ikke begge dele. Eva og Oscar var hurtigt enige (de ville se film senere), men Hector begyndte igen at skrige. Denne gang var jeg mere forberedt, så jeg lod ham sidde i stuen og tog de andre med ud i køkkenet. Her gik det dog ikke bedre. Eva erklærede pludseligt, at hun ikke kunne lide kylling (løgn) og ikke ville have mad. Oscar ville bare skynde sig at spise, så han kunne se mere fjernsyn. Hector skreg bare.

Efter middagen skulle Hector sove, men det ville han selvfølgelig heller ikke. Heldigvis trådte Eva i karakter og fik ham puttet. Mens Hector sov var alting rimeligt stille, men det var en stakket frist, da Eva skulle have sin medicin for anden gang, og hele skrigeriet gik i gang igen. Da faderen endelig kom hjem klokken 16.30, var jeg simpelthen så smadret og havde en begyndende tinitus-lignende hylen i ørerne. Jeg fatter simpelthen ikke, hvordan forældrene holder det ud! Jeg er heller ikke helt tilfreds med, at ingen advarede mig. Det eneste, forældrene sagde, var, at Hector var en smule ”difficult”. Ja, det tør siges.

I morgen vil jeg sove længe og så tage til Madrid og mødes med de andre. Næste uge skal jeg kun arbejde mandag til onsdag, da familien er væk fra torsdag til søndag. Jeg kan ikke helt finde ud af, hvad jeg skal bruge min forlængede weekend på. Allerhelst ville jeg tage ud til kysten, men det er desværre ret dyrt at komme med tog. Hvis I har forslag, så hører jeg dem gerne!

Jeg håber, I alle sammen har det godt.

Mange kærlige hilsner

 

 

Turist

Kære jer

Det har været en meget forvirrende uge. Eva blev indlagt på hospitalet sidste fredag, fordi hun blev ved med at have høj feber. Lægerne har nu fundet ud af, at det er en slags infektion i halsen (tror jeg.. Ruth har kun forklaret mig det på spansk), men hun er ikke kommet hjem endnu. Familien har været skiftevis på sygehuset, hos bedstemoderen og hjemme, og som sædvanligt er der ikke nogen, der fortæller mig noget, så jeg har haft en del fri uden at vide, om jeg kunne forlade huset, eller om de ville komme hjem igen snart. Det samme er lidt situationen lige nu: Oscar er blevet hentet af bedstemoderen, og jeg har ikke fået mere info. Indtil videre bliver jeg her, men jeg skal under alle omstændigheder til Madrid senere og mødes med de andre. Jeg tror ikke, at Oscar bryder sig så meget om mig, fordi jeg er for streng, så jeg prøvede at bestikke ham i formiddags ved at give ham lov til at se Scooby Doo i stedet for at læse lektier – jeg tror det hjalp!

Mandag var jeg alene hjemme hele dagen og lå bare ude i haven. Både faderen og rengøringshjælpen mente, jeg var sindssyg – det var jo koldt udenfor! Koldt er den største overdrivelse jeg nogensinde har hørt. Her var 32 grader og jeg smeltede nærmest. Da moderen kom hjem, havde vi en kort snak, hvor hun sagde undskyld for at have ”glemt mig” i alt der her rod med Evas indlæggelse. Jeg sagde selvfølgelig, at det ikke var noget problem. Det er det heller ikke – det er bare fordi jeg er så dårlig til ikke at vide, hvad der sker. Moderen understregede, at hun ikke ville have, at jeg blev syg, fordi jeg ikke fik nok at spise, så hun tilbød, at jeg kunne cykle ned og handle lidt ind til mig selv. Yes! Der er nu havregryn og nogenlunde groft brød i skabene. Folk kiggede vildt underligt på mig, da jeg kom cyklende. Hernede er cyklen ikke et transportmiddel, men et stykke legetøj for børn eller et træningsremedium for motionister. Da jeg alligevel var på tur, cyklede jeg også forbi biblioteket. Jeg fandt den engelske afdeling (som fyldte én reol), og opdagede til min skræk, at de fleste af bøgerne var på spansk. De ”engelske” bøger er altså engelske klassikere som Shakespeare og Wilde oversat på spansk. Suk. Jeg håber, der findes et hovedbibliotek i Las Rozas centrum, hvor tingene ser lidt anderledes ud.

I går havde jeg fri igen og ville ikke spilde tiden på bare at sidde hjemme og vente, så jeg tog til Madrid og legede turist. Det dårlige internet vil ikke lade mig lægge billeder ind på bloggen, men forhåbentligt kan jeg få facebook til at virke – så kan I se dem der. Først gik jeg fra Moncloa (busstationen) til Templo de Debod gennem en stor park. Templo de Debod er en kopi af et gammelt ægyptisk tempel, og jeg forstår ikke helt, hvad det laver i Madrid. Jeg var heller ikke synderligt imponeret. Herfra gik jeg til Plaza de España og kiggede på statuerne af Don Quixote og Sancho Pança (jeg har faktisk taget bogen med herned – jeg må hellere få den læst) og videre til Palacio Real, det enorme kongeslot, hvor kongefamilien dog ikke længere bor. Som om denne vandring ikke var nok, tog jeg med på en ”free walking tour” rundt i Madrid, som varede 3 timer. Turen var overhovedet ikke lige så god som den, Patrick og jeg oplevede i Prag, men den var OK. Guiden viste os et hemmeligt kloster, hvor nonnerne tjener penge på at bage og sælge kiks. Man ringer på ringklokken (hvor der bare står ”monjas” (nonner)) og bliver lukket ind. Desværre for turisterne var der også et håndskrevet skilt på døren: ”Hasta Septiempre no hay dulces” (ingen søde sager før september). Som resten af Madrids befolkning er også nonnerne på ferie.

Efter turen tog jeg mig sammen og gik tilbage til sprogskolen for at få dem til at forklare mig det hele igen – på engelsk! Desværre kunne denne sekretær kun forstå engelsk, ikke tale det, men ved at stille ja/nej-spørgsmål, tror jeg, jeg har styr på det. Jeg skal møde op mandag den 9. september klokken 10.30. Jeg er allerede dødnervøs.

Jeg skulle mødes med Verenique, Robin, Elise og Siobhain klokken 19, men jeg havde tid til at gå lidt rundt i Chueca, gay-kvarteret i Madrid. Det er klart det hyggeligste sted, jeg har været endnu. Her er en masse sjove butikker, billige barer og restauranter og spændende mennesker. Vi endte også med at tage tilbage hertil og spise på El Tigre endnu engang. Hvad kan jeg sige? Alle er fan af gratis mad! Vi drak kaffe og spiste dessert på en fortovscafe, og jeg tog bussen hjem ved 22-tiden. På dette tidspunkt kunne jeg knapt gå længere. Tolv timers vandring er ikke til at spøge med!

Jeg ved ikke, om der er mere, jeg skal skrive. Jeg keder mig ret meget, og jeg glæder mig til at alting falder lidt mere på plads. Der er så mange ting, jeg skal have styr på, men det er svært, når der aldrig er nogen hjemme. Forhåbentligt bliver Eva snart rask, så det kan blive lidt mere rutine igen. Vejret er dårligt i dag og jeg sidder faktisk i lange busker og cardigan. Jeg ved ikke, hvad det ligner altså!

Jeg håber, I alle sammen har det godt.

Mange knus og kram  

Dag #14

Hej alle

Nu er det dag 14, og jeg er ved at være desperat efter mad, som ikke smager af sukker. Jeg mener det. Deres Special K smager mere af Frosties, og de har tydeligvis aldrig hørt om fuldkorn. Den eneste snack, der findes i huset, er mariekiks. Eva spiser ristet brød med olivenolie og… sukker til morgenmad. Jeg håber, jeg kan finde noget havregryn, så jeg kan lave havregrød til morgenmad. Der kan jeg i det mindste selv bestemme, hvor meget sukker jeg putter på!

Jeg har været ret frustreret det meste af denne her uge, så de negative historier kommer lige først. Min familie har det med at forsvinde ved 17-tiden og tage til deres mormor. Når det sker, ved jeg aldrig, hvad jeg skal gøre med aftensmad, for det kunne jo sagtens være, at de kom hjem til 20-tiden og derfor middagstid. Det gjorde de ikke i går, og så er problemet, hvad jeg så gør med mad. Der er aldrig nogen, der fortæller mig noget, og det irriterer mig grænseløst. Skal jeg selv lave mad og bare tage af skabene? Må jeg spise af resterne i køleskabet? Skal jeg selv handle ind for mine egne penge? Suk. Det er en lille smule op ad bakke. I går ristede jeg noget brød (toastbrød uden skorpe for det er hvad, der findes) og fandt en gulerod.  

En anden frustration er brudte aftaler (åh ja, de fleste af jer ved godt, hvordan jeg har det med brudte aftaler…). I tirsdags havde Hannah og jeg aftalt, at vi ville tage ud til et kæmpe shoppingcenter for at udnytte det sidste af sommerudsalget. Hendes host mum kunne køre os derud, og min host mum kunne hente os. Fint. Da jeg endelig fandt Hannahs hus, stod hun og ventede på mig på gaden, for hendes mum kunne ikke køre os alligevel. ”Det passede ikke lige så godt alligevel…”. Fair nok, så måtte vi tage en taxa. Vi havde virkelig nogle hyggelige timer i lækre, billige spanske butikker, men da vi skulle hjem, og jeg skrev til min host mum, så ”passede det ikke lige så godt”. Hun kunne altså heller ikke komme og hente os, og vi måtte tage en taxa tilbage også. Sådan noget irriterer mig også, fordi det gør det umuligt at planlægge noget som helst. Det er i forvejen ikke super let at bo hos en fremmed familie, som samtidigt er ens arbejdsgivere – det er en balancegang, som tager tid at finde.

Top 1 over negative oplevelser skete dog onsdag eftermiddag. Jeg skulle tage en test på sprogskolen for at se, hvilket niveau jeg skulle starte på. Testen gik nogenlunde (jeg gættede det meste af tiden), og kvinden, der skulle rette den og derfor placere mig, mente hurtigt at jeg i hvert fald skulle på niveau 4 (ud af 8 – jeg er lidt imponeret over mig selv). Det var jeg glad for at høre og gik ud i sekretariatet for at melde mig ind. Her fik jeg fat på en forfærdelig pige. Hun nægtede at tale engelsk til mig, for hvis jeg skulle på niveau 4, så måtte jeg jo være god til spansk. Jeg forstod ikke, hvad hun sagde, og hun begyndte at gøre grin af mig, som om jeg selv havde bestemt, at jeg ville på niveau 4, men snarere hørte til på niveau 1. Der sad en masse andre i lokalet også, som bestemt følte sig godt underholdt. Det var så ydmygende! Jeg bad hende flere gange om at forklare mig de praktiske på engelsk, men i stedet begyndte hun bare at tale spansk meeeeget laaaangsooomt, som om jeg var en idiot, der spildte hendes tid. Da jeg havde betalt indmeldelsesgebyret på 30 €, gik jeg uden at have forstået, hvornår eller hvor jeg skulle møde op til mine timer, eller hvornår og hvor jeg skulle betale. Det var godt nok et slag i maven. Men der er jo ikke andet for, end at jeg må tilbage engang i næste uge og få dem til at forklare det hele igen på engelsk. Så må de rykke mig ned på et lavere hold. Jeg er sådan set ligeglad. Jeg vil bare lære spansk!

Heldigvis er der også positive ting. Efter fiaskooplevelsen onsdag eftermiddag mødtes jeg med en kæmpe flok til drinks. De andre au pairs er virkelig søde og sjove og meget engelske. Som den accentkamæleon jeg er, går der sikkert ikke længe, før jeg taler britisk som kun Siggaard kan gøre det ;) Jeg er vist kommet til at sige ja til en pub crawl med dem på lørdag. Det bliver spændende. Jeg havde også min første rigtige succesoplevelse som au pair i går. Jeg øver meget engelsk udtale med ungerne, for den er virkelig håbløs. De er slet ikke vant til at høre engelsk, da alt TV hernede bliver oversat til spansk. Det er lykkedes mig at gøre det til en leg at læse højt på engelsk, så nu er de helt vilde med det. Jeg fik dem endda overtalt til at sidde og tegne kort til deres forældre (jeg lavede et til Patrick) uden brok. Normalt vil de ingenting af det, jeg foreslår.

Hvad ellers? Jeg er færdig med Harry Potter 4 og er gået i gang med 5’eren. De har nogle af Harry Potter bøgerne på engelsk stående, så det er lækkert nok. Jeg har slet ikke solbadet denne her uge, for Eva har været syg, så vi kan ikke tage til poolen. Himlen har sådan en underlig grå farve, men det er ikke skyer. Det skulle vist blive koldt i weekenden (under 30 grader!). Jeg har lovet mig selv, at jeg tager mig sammen og tager en ”evaluerende samtale” med moderen hurtigst muligt. Jeg bliver nødt til at få nogle ting afklaret. Jeg er begyndt at se Lie to Me sæson 2, fordi jeg må øve mig lidt på den britiske accent. Nogle gange forstår jeg ikke, hvad Hannah siger (hun er fra Manchester). Sådan rent gennemsnitsmæssigt vil jeg sige, at alting går OK – nogle gange er jeg rigtig glad og andre gange meget ked af det. Men når jeg er ked af det, går det ret hurtigt over igen. Jeg har opdaget, at jeg har glemt den bunke strømpebukser, som jeg sådan set havde lagt frem, da jeg pakkede. Jeg har også glemt mine ørepropper. Jeg reagerer nu hver gang, folk kalder på mig (jeg har valgt bare at kalde mig selv Anne hernede, så det skulle jeg lige vænne mig til). Hector kalder mig Anni, hvilket er mega nuttet. Når jeg skal sige mit navn til spaniere, kalder jeg mig Ana. Sådan må man tænke praktisk. Jeg har stadig ikke vænnet mig til maden. Jeg kan finde hjem fra busstoppestedet uden at fare vild. Jeg har købt et par klipklappere, for dem bruger de som hjemmesko her.

Jeg håber, I alle sammen har det godt.

Mange knus og kram og kærlige tanker

AK

Mandag

Kære alle

I dag har jeg fået min første løn, lært hvordan vaskemaskinen virker, fået fortalt hvor rengøringstingene og sengetøjet ligger… og derfor også gjort rent på mit værelse. I ville virkelig blive overraskede over at se mit værelse hernede. Jeg har aldrig, og jeg mener aldrig, befundet mig samme sted i over en uge, hvor der stadig er så opryddeligt. (Er det et ord? Altså.. jeg mener bare, at her ikke er rodet og at der ikke ligger tøj på gulvet.) Jeg reder endda min seng hver morgen!

I går var jeg i Madrid for anden gang. Ailsa og jeg tog ind til El Rastro, der er et kæmpe marked, der finder sted hver søndag. Der var helt sort af mennesker og boder, og jeg var vild med det! Det breder sig over et helt område, og der bliver solgt alt fra tøj til søm til kitchede souvenirs. Jeg købte en taske og en vifte, og Ailsa fik ordnet de sidste gaver. Hun tager desværre allerede hjem på torsdag. Efter markedet lavede vi en picnic i Retiroparken. Vi lå i skyggen og spiste baguette med ost og kiggede på mennesker. Temperaturen var omkring de 38 grader, så det var en varm fornøjelse. Spadsereturen rundt i parken var også meget kort.

Ailsa snakkede dog om nogle ting, som jeg virkelig har tænkt meget over. Især det faktum at langt de fleste af vores bekymringer kun findes inde i vores eget hoved. Vi bruger alt for lang tid på at bekymre os, at tænke på (og overtænke!) ting og være urolige for begivenheder, som vi har blæst op til noget alt for stort inde i vores eget hoved. I virkeligheden er der slet ikke så meget at være bange for, for man må bare se, hvad der sker. Værsgo – et styks lommefilosofi fra Madrid. Jeg tror i hvert fald, jeg vil prøve at tænke lidt mere over, hvad jeg egentligt tænker på. Ha. Det er et paradoks.

I dag har været typisk mandag (tror jeg). Ungerne har haft en lang weekend og derfor været lidt småumulige. Jeg tror, de synes, jeg er streng mod dem, men jeg insisterer altså på, at de spiser deres morgenmad op og læser hele den klokketime, deres mor vil have dem til. Når de er utilfredse nægter de at tale engelsk, men heldigvis kan jeg for det meste gætte, hvad de siger på spansk, og derfor ignorere dem indtil de forsøger at sige det på engelsk. Lige nu er forældrene ved at sende alle ungerne i bad, og der er en masse råben og skrigen som sædvanligt. De praktiserer meget det med at tælle til tre, hvis ungerne ikke lystrer – jeg vil gerne vide, hvad konsekvensen er, hvis de ikke stopper inden tallet tre, men det er ikke sket indtil videre. Det må være slemt.

Jeg har brugt hele eftermiddagen på at lave en liste over de ting, jeg gerne vil se og opleve hernede. Jeg bliver nødt til at være ordentligt forberedt, når jeg skal være guide for mine gæster. Min mor og Julie kommer den 26. til 29. september, Patrick har bestilt sin tur til Madrid (den 17. til 21. oktober) og min far og Dorte kommer engang i november. For resten, far, vi skal lige have snakket om bagage :)

Jeg håber, jeg kan høre bestik klirre nu – jeg har ikke helt vænnet mig til de spanske spisetider, så jeg er altid meget sulten til aftensmad… eller… så sulten man nu kan være i 40 grader.

Vi snakkes!

Knus AK

PS. Kæmpe meget held og lykke med klarinet, Juje. Jeg glæder mig til at høre dig :)

****update****

Aftensmaden bestod af et stykke fisk og en halv tomat. Jeg forstår ikke spansk mad. Jeg følte mig dum, da ungernes fisk selvfølgelig var renset for ben, mens mit stykke ikke var. Jeg ville ønske, jeg havde fulgt lidt bedre med, da min mormor viste mig, hvordan man pillede ben ud af fisk uden at ligne en klovn...

 

Weekend #2

Kære alle sammen

Det er lørdag aften (kun eftermiddag hernede, cirka) og jeg sidder og spiser en kæmpe nektarin, som smager ret dårligt. I dag har været ret forvirrende, og lige nu har jeg lidt mistet både modet og lysten til at være her. Men det går op og ned. I går var nemlig fantastisk!

Den mellemste, Eva, var syg, så vi havde en stille dag, hvor jeg læste højt på engelsk af Pedersen og Findus (ja, ungerne ejer 5 bøger på engelsk, og 2 af dem er Pedersen og Findus!!). Samtidigt forsøgte jeg at finde ud af, hvordan jeg skulle komme med bussen til Madrid, hvor jeg skulle mødes med Ailsa klokken 18.00. Det lykkedes mig at finde bussen (2,6 € - dansk offentlig transport kunne godt lære noget af det spanske) og komme til busstationen Moncloa. Her lykkedes det mig også at finde Ailsa, og sammen tog vi metroen til Plaza España. På Plaza España findes der nemlig en Frozen Yoghurt butik, hvor man selv blander sin is og bagefter betaler per vægt. Det er simpelthen så lækkert! Jeg må nok være ærlig og sige, at jeg bestemt ikke er blevet forelsket i Madrid på samme måde som eksempelvis Prag. Jeg synes ikke, Madrid er nogen speciel flot by, men det kan måske nå at ændre sig, når jeg lærer den bedre at kende. Vi gik lidt rundt i centrum og sad et stykke tid ved kongeslottet, før hun førte mig til El Tigre, der nok er den sjoveste bar, jeg nogensinde har været på!

Der er vildt mange mennesker og ingen stole, så alle står op og drikker øl og tinto de verano i kæmpe glas. Det er ikke så underligt, det er et populært sted. Når man bestiller en drink, får man gratis tapas – og ikke bare en halv oliven og et kvart stykke ost, nej, en helt tallerken med kartofler, flute, kødboller og ris. Tjenerne farer rundt, og stemningen er helt fantastisk! Det samme er Ailsa. Vi hyggede os virkeligt, men hun ville gerne tidligt hjem, så jeg mødtes i stedet med en stor flok au pairs, som viste sig alle sammen at være fra UK. Super søde og sjove piger, og to af dem, Hannah og Sophie, bor endda i Las Rozas! Vi gik lidt rundt til forskellige barer og var alle sammen mere eller mindre fulde, da spanske drinks er store og stærke. Vi endte til sidst på en club, hvor vi fik gratis ”champagne”, men det var simpelthen for varmt til at danse.

Endelig ved 2.30-tiden besluttede vi, at vi ville hjemad. GoogleMaps sagde, at vi kunne nå bussen klokken 3.00 fra Moncloa, hvis vi løb (metroerne kører ikke om natten, tror jeg), så det gjorde vi. Hannah og Sophie var forsvundet i en taxa, så dem så jeg ikke mere til, og klokken 2.58 sad jeg pænt og ventede på bussen… bare ved det forkerte busstoppested. Det var simpelthen så latterligt, men der var jo ikke andet for end at vente en time på den næste bus. Heldigvis var Patrick stadig vågen, så vi skypede, mens jeg ventede. Det var bestemt ikke sjovt at sidde der i mørket, men jeg kom dog hjem sikkert.

I dag var planen at sove længe, mødes med Sophie og Hannah, hænge ud ved poolen, lave mad sammen og bare stene med en film. Min værtsfamilie var nemlig ikke hjemme… troede jeg. Lige før jeg skulle til at af sted, ringede Ruth og sagde, at Eva stadig var syg. De havde derfor aflyst deres planer og ville måske/måske ikke komme hjem senere. Vi blev derfor også nødt til at aflyse vores planer. Suk. Jeg mødtes dog stadig med Hannah, kiggede lidt på butikker og søgte mod poolen, hvor vi plejede vores tømmermænd. Nu sidder jeg på mit værelse og lytter til naboen, der har haft den samme sang på repeat de sidste 25 minutter. Jeg er lidt småtræt af det hele lige nu, men Patrick får forhåbentligt snart fri, og så kan vi skype. Jeg synes, det er svært at være permanent gæst i et fremmed hus. Jeg skal hele tiden tilpasse mig familien, men de tilpasser sig ikke mig (selvfølgelig, det ved jeg godt). Det er stadig lidt underligt ikke at vide, hvad der sker og hvad planerne er. Jeg har stadig meget hjemve og jeg tæller dage til, at min mor og Julie kommer og besøger mig. Det er lidt et uheldigt tidspunkt, jeg er kommet herned på. Alle de piger, jeg møder nu, er på vej hjem, fordi de kun har været her i sommeren. De bliver ikke erstattet af nye, fordi de fleste familier godt selv kan få det til at hænge sammen i hverdagen. Det gør mig trist at tænke på, at jeg om to uger ikke kender nogen hernede igen og skal begynde forfra. Suk.

Nu skal jeg nok lade være med at brokke mig mere. I morgen tager Ailsa og jeg igen til Madrid og holder picnic. Her er stadig en million grader, men det er begyndt at blæse en del. Det gør det lidt mere menneskeligt!

Jeg modtager stadig gerne beskeder og hilsner med kyshånd.

Kærlig hilsen AK

 

Nye venner, por favor

Hej alle

I går var virkelig en skøn dag (uden tårer, yesssssss!). Rengøringshjælpen, som er en nær ven af familien, havde gaver med til Oscar og Eva. Oscar fik en kasse chokoladecroissanter (så gæt lige om det var nemt at få ham til at spise Special K til morgenmad….) og Eva fik sin længeønskede Nala-tøjbamse. Endelig har hendes Simba fået en kæreste, og hele dagen stod derfor i Løvernes Konges tegn. Eva ville ikke andet end at lege med sine tøjløver, og Oscar var utilfreds, fordi man ikke rigtigt kunne lege med hans gave. Vi spillede i stedet UNO, og endelig lagde Eva bamserne ned og var også med til at spille. Efter frokost opførte Eva løvernes konge som teater, mens jeg læste højt (på spansk) fra hendes Løvernes Konge-bog.

Da forældrene kom hjem, nærmest løb jeg til poolen. Her var så ufatteligt varmt i går, men ungerne var ikke interesserede i at blive kølet af. De er selvfølgelig også mere vant til varmen end jeg er. Jeg må sige, at jeg virkelig nyder at være au pair, når jeg har fri. Det er lækkert at kunne solbade klokken fem om eftermiddagen og nyde en stille stund. Efter at have arbejdet på min tan i halvanden time skypede jeg med Patrick, som hjalp mig med at vælge tøj til aftenens møde med to andre au pairs. Jeg er så lykkelig over, at internettet virker sådan nogenlunde. Det gør det meget nemmere, når jeg ved, I ikke er længere væk end et opkald.

Jeg mødtes med Amy (fra England) og Ailsa (Fra Skotland) på en bar/restaurant i Herón City, som er sådan et område med restauranter, biografer, legepladser og barer. Der er vildt mange mennesker om aftenen, fordi alle i Spanien går ud hele tiden. Det var nogle rigtigt søde piger, og jeg nød virkelig at komme lidt væk fra huset og se mere af verden. Vi drak tinto de verano (mhmm) og spiste tapas. Endelig! Lækker spansk mad. Desværre tager Amy hjem om en måned og Ailsa allerede om en uge. Ailsa har dog tilbudt, at vi kan tage til Madrid sammen i weekenden. Så kan hun vise mig, hvordan det fungerer med bussen og ikke mindst natbussen, som vist er lidt af et mareridt. Det glæder jeg mig vildt meget til!

I dag er det en eller anden helligdag, så jeg har fri. Desværre er alting lukket, så det er der ikke så meget ved. Jeg tror i stedet, jeg vil se Criminal Minds og tage til poolen.. uh, tænk hvis den også er lukket! Så er jeg bange for, jeg smelter helt væk.

Alting hernede bliver stille og roligt bedre. Det virker ikke så uoverskueligt længere, og hvis jeg kan få nogle gode venner i Madrid, så ser jeg helt lyst på fremtiden!

Kærlige hilsner

AK

Kontakt

Hej igen

Jeg har nu fået et spansk nummer med data, så jeg kan komme på nettet. Det er lækkert! Desværre har min telefon ikke forstået, at den har fået et nyt nummer. Derfor kan man kun sende iMessages og FaceTime til min email, som er ak.bessmann@gmail.com

Indtil videre modtager jeg også iMessage på mit danske nummer, men det er lidt risky, for jeg tror kun, det virker indtil den 6. september. Jeg anbefaler derfor alle iPhone-brugere IKKE at sende iMessage til mit telefonnummer, men i stedet min email. Så skulle det gerne virke :)

Knus og kram

Dag #4

Kære alle

Nu har jeg oprettet en blog, så I kan følge lidt med i, hvad der sker i Madrid. I dag er det tirsdag, og derfor 4 dage siden, jeg ankom. Det føles som mindst 1000 år! Min familie består af far og mor (José og Ruth), Oscar på 8 år, Eva på 6 år og Hector på 4 år. Vi bor i byen Las Rozas, som ligger 25 km uden for Madrid. Huset er stort (4 etager), men her er altid mørkt, fordi det gælder om at holde solen og varmen ude. Området er et typisk villakvarter med mange børn, og for enden af vejen ligger en fælles pool, som bliver brugt meget.

Weekenden var sindssyg. Jeg ankom fredag aften og troede (naiv som jeg var), at jeg ankom til et stille hus, hvor børnene var lagt i seng. Forkert! Klokken var jo selvfølgelig ikke mere end 22, og derfor kun spisetid. Jeg blev overfaldet med kys og kram af 3 meget ivrige unger – det der med at lære folk at kende, før man kysser dem, bruger man ikke så meget hernede. Jeg har indtil videre fået kys af naboen, rengøringshjælpen og livredderen ved poolen. Ved 23.30-tiden fik vi puttet ungerne, og jeg kunne gå i seng og græde mine øjne ud af hovedet. Generelt har jeg gjort ret meget i det der med at græde – alting er så anderledes og overvældende! Og så har jeg hjemve. Hele tiden. Jeg savner Patrick og min familie og dansk mad og kultur. I weekenden så alting meget sort ud, og jeg var tæt på at smide mine ting ned i kufferten og bede om at blive kørt til lufthavnen. Men jeg gjorde det ikke!! Lørdag fik jeg koden til internettet og kunne derfor skype. Det var en enorm lettelse! Her på dag #4 ser alting kun sort ud sådan cirka 40 % af tiden og i går græd jeg kun 2 gange. Det er kæmpe fremgang!

Jeg har fået lånerkort til biblioteket, indsendt ansøgning til buskort til Madrid og købt et spansk simkort (mit nummer er 0034 654 096 150) og det virker forhåbentligt i aften. Så har jeg data, kan finde et kort på min telefon og derfor begynde at komme lidt ud uden at være bange for at fare vild. Planen i aften er derfor at gå en lang tur, og se om jeg kan finde ned i byen.

Børnene starter først i skole den 9. september, og indtil da skal jeg passe Eva og Oscar til klokken 16.30, hvor forældrene kommer hjem. Vi står op ved 9.30-tiden, spiser morgenmad, laver engelskøvelser, læser i spanske bøger og så må de lege indtil frokost (som er varm mad ved 14-tiden). I dag skal de have kartoffelmos og kødboller, og jeg panikker lidt over at skulle lave det til dem, for jeg tror ikke, at dansk og spansk kartoffelmos er det samme. Anyway, nu får de dansk kartoffelmos. Basta. Efter middagen må de se fjernsyn indtil moderen kommer hjem. Det lyder nemt, men det synes jeg ikke, det er. Der er så meget at holde styr på, men min mor siger, at jeg skal sætte ambitionsniveauet ned og bare sørge for at holde dem i live. Det lyder som en god og overskuelig idé.

Jeg skal forhåbentligt mødes med en anden au pair onsdag aften til ”dinner and drinks”. Jeg har virkelig brug for at komme ud af huset og opleve noget andet og få nye venner. Hvis jeg skal komme gennem det her, må jeg se au pair-situationen som et almindeligt job, hvor jeg har fri, når forældrene kommer hjem. Ellers bliver jeg sindssyg.

Undskyld for dette relativt negative første indtryk. Jeg er bare så træt af at læse au pair blogs, hvor alting fremstår rosenrødt og fantastisk helt fra dag 1. Det tror jeg simpelthen ikke på. Bum.

Jeg bliver utroligt glad for beskeder på facebook, så I må meget gerne skrive. Jeg savner jer!

Tusind knus og kram
AK