Dag #4

Kære alle

Nu har jeg oprettet en blog, så I kan følge lidt med i, hvad der sker i Madrid. I dag er det tirsdag, og derfor 4 dage siden, jeg ankom. Det føles som mindst 1000 år! Min familie består af far og mor (José og Ruth), Oscar på 8 år, Eva på 6 år og Hector på 4 år. Vi bor i byen Las Rozas, som ligger 25 km uden for Madrid. Huset er stort (4 etager), men her er altid mørkt, fordi det gælder om at holde solen og varmen ude. Området er et typisk villakvarter med mange børn, og for enden af vejen ligger en fælles pool, som bliver brugt meget.

Weekenden var sindssyg. Jeg ankom fredag aften og troede (naiv som jeg var), at jeg ankom til et stille hus, hvor børnene var lagt i seng. Forkert! Klokken var jo selvfølgelig ikke mere end 22, og derfor kun spisetid. Jeg blev overfaldet med kys og kram af 3 meget ivrige unger – det der med at lære folk at kende, før man kysser dem, bruger man ikke så meget hernede. Jeg har indtil videre fået kys af naboen, rengøringshjælpen og livredderen ved poolen. Ved 23.30-tiden fik vi puttet ungerne, og jeg kunne gå i seng og græde mine øjne ud af hovedet. Generelt har jeg gjort ret meget i det der med at græde – alting er så anderledes og overvældende! Og så har jeg hjemve. Hele tiden. Jeg savner Patrick og min familie og dansk mad og kultur. I weekenden så alting meget sort ud, og jeg var tæt på at smide mine ting ned i kufferten og bede om at blive kørt til lufthavnen. Men jeg gjorde det ikke!! Lørdag fik jeg koden til internettet og kunne derfor skype. Det var en enorm lettelse! Her på dag #4 ser alting kun sort ud sådan cirka 40 % af tiden og i går græd jeg kun 2 gange. Det er kæmpe fremgang!

Jeg har fået lånerkort til biblioteket, indsendt ansøgning til buskort til Madrid og købt et spansk simkort (mit nummer er 0034 654 096 150) og det virker forhåbentligt i aften. Så har jeg data, kan finde et kort på min telefon og derfor begynde at komme lidt ud uden at være bange for at fare vild. Planen i aften er derfor at gå en lang tur, og se om jeg kan finde ned i byen.

Børnene starter først i skole den 9. september, og indtil da skal jeg passe Eva og Oscar til klokken 16.30, hvor forældrene kommer hjem. Vi står op ved 9.30-tiden, spiser morgenmad, laver engelskøvelser, læser i spanske bøger og så må de lege indtil frokost (som er varm mad ved 14-tiden). I dag skal de have kartoffelmos og kødboller, og jeg panikker lidt over at skulle lave det til dem, for jeg tror ikke, at dansk og spansk kartoffelmos er det samme. Anyway, nu får de dansk kartoffelmos. Basta. Efter middagen må de se fjernsyn indtil moderen kommer hjem. Det lyder nemt, men det synes jeg ikke, det er. Der er så meget at holde styr på, men min mor siger, at jeg skal sætte ambitionsniveauet ned og bare sørge for at holde dem i live. Det lyder som en god og overskuelig idé.

Jeg skal forhåbentligt mødes med en anden au pair onsdag aften til ”dinner and drinks”. Jeg har virkelig brug for at komme ud af huset og opleve noget andet og få nye venner. Hvis jeg skal komme gennem det her, må jeg se au pair-situationen som et almindeligt job, hvor jeg har fri, når forældrene kommer hjem. Ellers bliver jeg sindssyg.

Undskyld for dette relativt negative første indtryk. Jeg er bare så træt af at læse au pair blogs, hvor alting fremstår rosenrødt og fantastisk helt fra dag 1. Det tror jeg simpelthen ikke på. Bum.

Jeg bliver utroligt glad for beskeder på facebook, så I må meget gerne skrive. Jeg savner jer!

Tusind knus og kram
AK