Dag #14

Hej alle

Nu er det dag 14, og jeg er ved at være desperat efter mad, som ikke smager af sukker. Jeg mener det. Deres Special K smager mere af Frosties, og de har tydeligvis aldrig hørt om fuldkorn. Den eneste snack, der findes i huset, er mariekiks. Eva spiser ristet brød med olivenolie og… sukker til morgenmad. Jeg håber, jeg kan finde noget havregryn, så jeg kan lave havregrød til morgenmad. Der kan jeg i det mindste selv bestemme, hvor meget sukker jeg putter på!

Jeg har været ret frustreret det meste af denne her uge, så de negative historier kommer lige først. Min familie har det med at forsvinde ved 17-tiden og tage til deres mormor. Når det sker, ved jeg aldrig, hvad jeg skal gøre med aftensmad, for det kunne jo sagtens være, at de kom hjem til 20-tiden og derfor middagstid. Det gjorde de ikke i går, og så er problemet, hvad jeg så gør med mad. Der er aldrig nogen, der fortæller mig noget, og det irriterer mig grænseløst. Skal jeg selv lave mad og bare tage af skabene? Må jeg spise af resterne i køleskabet? Skal jeg selv handle ind for mine egne penge? Suk. Det er en lille smule op ad bakke. I går ristede jeg noget brød (toastbrød uden skorpe for det er hvad, der findes) og fandt en gulerod.  

En anden frustration er brudte aftaler (åh ja, de fleste af jer ved godt, hvordan jeg har det med brudte aftaler…). I tirsdags havde Hannah og jeg aftalt, at vi ville tage ud til et kæmpe shoppingcenter for at udnytte det sidste af sommerudsalget. Hendes host mum kunne køre os derud, og min host mum kunne hente os. Fint. Da jeg endelig fandt Hannahs hus, stod hun og ventede på mig på gaden, for hendes mum kunne ikke køre os alligevel. ”Det passede ikke lige så godt alligevel…”. Fair nok, så måtte vi tage en taxa. Vi havde virkelig nogle hyggelige timer i lækre, billige spanske butikker, men da vi skulle hjem, og jeg skrev til min host mum, så ”passede det ikke lige så godt”. Hun kunne altså heller ikke komme og hente os, og vi måtte tage en taxa tilbage også. Sådan noget irriterer mig også, fordi det gør det umuligt at planlægge noget som helst. Det er i forvejen ikke super let at bo hos en fremmed familie, som samtidigt er ens arbejdsgivere – det er en balancegang, som tager tid at finde.

Top 1 over negative oplevelser skete dog onsdag eftermiddag. Jeg skulle tage en test på sprogskolen for at se, hvilket niveau jeg skulle starte på. Testen gik nogenlunde (jeg gættede det meste af tiden), og kvinden, der skulle rette den og derfor placere mig, mente hurtigt at jeg i hvert fald skulle på niveau 4 (ud af 8 – jeg er lidt imponeret over mig selv). Det var jeg glad for at høre og gik ud i sekretariatet for at melde mig ind. Her fik jeg fat på en forfærdelig pige. Hun nægtede at tale engelsk til mig, for hvis jeg skulle på niveau 4, så måtte jeg jo være god til spansk. Jeg forstod ikke, hvad hun sagde, og hun begyndte at gøre grin af mig, som om jeg selv havde bestemt, at jeg ville på niveau 4, men snarere hørte til på niveau 1. Der sad en masse andre i lokalet også, som bestemt følte sig godt underholdt. Det var så ydmygende! Jeg bad hende flere gange om at forklare mig de praktiske på engelsk, men i stedet begyndte hun bare at tale spansk meeeeget laaaangsooomt, som om jeg var en idiot, der spildte hendes tid. Da jeg havde betalt indmeldelsesgebyret på 30 €, gik jeg uden at have forstået, hvornår eller hvor jeg skulle møde op til mine timer, eller hvornår og hvor jeg skulle betale. Det var godt nok et slag i maven. Men der er jo ikke andet for, end at jeg må tilbage engang i næste uge og få dem til at forklare det hele igen på engelsk. Så må de rykke mig ned på et lavere hold. Jeg er sådan set ligeglad. Jeg vil bare lære spansk!

Heldigvis er der også positive ting. Efter fiaskooplevelsen onsdag eftermiddag mødtes jeg med en kæmpe flok til drinks. De andre au pairs er virkelig søde og sjove og meget engelske. Som den accentkamæleon jeg er, går der sikkert ikke længe, før jeg taler britisk som kun Siggaard kan gøre det ;) Jeg er vist kommet til at sige ja til en pub crawl med dem på lørdag. Det bliver spændende. Jeg havde også min første rigtige succesoplevelse som au pair i går. Jeg øver meget engelsk udtale med ungerne, for den er virkelig håbløs. De er slet ikke vant til at høre engelsk, da alt TV hernede bliver oversat til spansk. Det er lykkedes mig at gøre det til en leg at læse højt på engelsk, så nu er de helt vilde med det. Jeg fik dem endda overtalt til at sidde og tegne kort til deres forældre (jeg lavede et til Patrick) uden brok. Normalt vil de ingenting af det, jeg foreslår.

Hvad ellers? Jeg er færdig med Harry Potter 4 og er gået i gang med 5’eren. De har nogle af Harry Potter bøgerne på engelsk stående, så det er lækkert nok. Jeg har slet ikke solbadet denne her uge, for Eva har været syg, så vi kan ikke tage til poolen. Himlen har sådan en underlig grå farve, men det er ikke skyer. Det skulle vist blive koldt i weekenden (under 30 grader!). Jeg har lovet mig selv, at jeg tager mig sammen og tager en ”evaluerende samtale” med moderen hurtigst muligt. Jeg bliver nødt til at få nogle ting afklaret. Jeg er begyndt at se Lie to Me sæson 2, fordi jeg må øve mig lidt på den britiske accent. Nogle gange forstår jeg ikke, hvad Hannah siger (hun er fra Manchester). Sådan rent gennemsnitsmæssigt vil jeg sige, at alting går OK – nogle gange er jeg rigtig glad og andre gange meget ked af det. Men når jeg er ked af det, går det ret hurtigt over igen. Jeg har opdaget, at jeg har glemt den bunke strømpebukser, som jeg sådan set havde lagt frem, da jeg pakkede. Jeg har også glemt mine ørepropper. Jeg reagerer nu hver gang, folk kalder på mig (jeg har valgt bare at kalde mig selv Anne hernede, så det skulle jeg lige vænne mig til). Hector kalder mig Anni, hvilket er mega nuttet. Når jeg skal sige mit navn til spaniere, kalder jeg mig Ana. Sådan må man tænke praktisk. Jeg har stadig ikke vænnet mig til maden. Jeg kan finde hjem fra busstoppestedet uden at fare vild. Jeg har købt et par klipklappere, for dem bruger de som hjemmesko her.

Jeg håber, I alle sammen har det godt.

Mange knus og kram og kærlige tanker

AK