Weekend #2

Kære alle sammen

Det er lørdag aften (kun eftermiddag hernede, cirka) og jeg sidder og spiser en kæmpe nektarin, som smager ret dårligt. I dag har været ret forvirrende, og lige nu har jeg lidt mistet både modet og lysten til at være her. Men det går op og ned. I går var nemlig fantastisk!

Den mellemste, Eva, var syg, så vi havde en stille dag, hvor jeg læste højt på engelsk af Pedersen og Findus (ja, ungerne ejer 5 bøger på engelsk, og 2 af dem er Pedersen og Findus!!). Samtidigt forsøgte jeg at finde ud af, hvordan jeg skulle komme med bussen til Madrid, hvor jeg skulle mødes med Ailsa klokken 18.00. Det lykkedes mig at finde bussen (2,6 € - dansk offentlig transport kunne godt lære noget af det spanske) og komme til busstationen Moncloa. Her lykkedes det mig også at finde Ailsa, og sammen tog vi metroen til Plaza España. På Plaza España findes der nemlig en Frozen Yoghurt butik, hvor man selv blander sin is og bagefter betaler per vægt. Det er simpelthen så lækkert! Jeg må nok være ærlig og sige, at jeg bestemt ikke er blevet forelsket i Madrid på samme måde som eksempelvis Prag. Jeg synes ikke, Madrid er nogen speciel flot by, men det kan måske nå at ændre sig, når jeg lærer den bedre at kende. Vi gik lidt rundt i centrum og sad et stykke tid ved kongeslottet, før hun førte mig til El Tigre, der nok er den sjoveste bar, jeg nogensinde har været på!

Der er vildt mange mennesker og ingen stole, så alle står op og drikker øl og tinto de verano i kæmpe glas. Det er ikke så underligt, det er et populært sted. Når man bestiller en drink, får man gratis tapas – og ikke bare en halv oliven og et kvart stykke ost, nej, en helt tallerken med kartofler, flute, kødboller og ris. Tjenerne farer rundt, og stemningen er helt fantastisk! Det samme er Ailsa. Vi hyggede os virkeligt, men hun ville gerne tidligt hjem, så jeg mødtes i stedet med en stor flok au pairs, som viste sig alle sammen at være fra UK. Super søde og sjove piger, og to af dem, Hannah og Sophie, bor endda i Las Rozas! Vi gik lidt rundt til forskellige barer og var alle sammen mere eller mindre fulde, da spanske drinks er store og stærke. Vi endte til sidst på en club, hvor vi fik gratis ”champagne”, men det var simpelthen for varmt til at danse.

Endelig ved 2.30-tiden besluttede vi, at vi ville hjemad. GoogleMaps sagde, at vi kunne nå bussen klokken 3.00 fra Moncloa, hvis vi løb (metroerne kører ikke om natten, tror jeg), så det gjorde vi. Hannah og Sophie var forsvundet i en taxa, så dem så jeg ikke mere til, og klokken 2.58 sad jeg pænt og ventede på bussen… bare ved det forkerte busstoppested. Det var simpelthen så latterligt, men der var jo ikke andet for end at vente en time på den næste bus. Heldigvis var Patrick stadig vågen, så vi skypede, mens jeg ventede. Det var bestemt ikke sjovt at sidde der i mørket, men jeg kom dog hjem sikkert.

I dag var planen at sove længe, mødes med Sophie og Hannah, hænge ud ved poolen, lave mad sammen og bare stene med en film. Min værtsfamilie var nemlig ikke hjemme… troede jeg. Lige før jeg skulle til at af sted, ringede Ruth og sagde, at Eva stadig var syg. De havde derfor aflyst deres planer og ville måske/måske ikke komme hjem senere. Vi blev derfor også nødt til at aflyse vores planer. Suk. Jeg mødtes dog stadig med Hannah, kiggede lidt på butikker og søgte mod poolen, hvor vi plejede vores tømmermænd. Nu sidder jeg på mit værelse og lytter til naboen, der har haft den samme sang på repeat de sidste 25 minutter. Jeg er lidt småtræt af det hele lige nu, men Patrick får forhåbentligt snart fri, og så kan vi skype. Jeg synes, det er svært at være permanent gæst i et fremmed hus. Jeg skal hele tiden tilpasse mig familien, men de tilpasser sig ikke mig (selvfølgelig, det ved jeg godt). Det er stadig lidt underligt ikke at vide, hvad der sker og hvad planerne er. Jeg har stadig meget hjemve og jeg tæller dage til, at min mor og Julie kommer og besøger mig. Det er lidt et uheldigt tidspunkt, jeg er kommet herned på. Alle de piger, jeg møder nu, er på vej hjem, fordi de kun har været her i sommeren. De bliver ikke erstattet af nye, fordi de fleste familier godt selv kan få det til at hænge sammen i hverdagen. Det gør mig trist at tænke på, at jeg om to uger ikke kender nogen hernede igen og skal begynde forfra. Suk.

Nu skal jeg nok lade være med at brokke mig mere. I morgen tager Ailsa og jeg igen til Madrid og holder picnic. Her er stadig en million grader, men det er begyndt at blæse en del. Det gør det lidt mere menneskeligt!

Jeg modtager stadig gerne beskeder og hilsner med kyshånd.

Kærlig hilsen AK