Mandag

Kære alle

I dag har jeg fået min første løn, lært hvordan vaskemaskinen virker, fået fortalt hvor rengøringstingene og sengetøjet ligger… og derfor også gjort rent på mit værelse. I ville virkelig blive overraskede over at se mit værelse hernede. Jeg har aldrig, og jeg mener aldrig, befundet mig samme sted i over en uge, hvor der stadig er så opryddeligt. (Er det et ord? Altså.. jeg mener bare, at her ikke er rodet og at der ikke ligger tøj på gulvet.) Jeg reder endda min seng hver morgen!

I går var jeg i Madrid for anden gang. Ailsa og jeg tog ind til El Rastro, der er et kæmpe marked, der finder sted hver søndag. Der var helt sort af mennesker og boder, og jeg var vild med det! Det breder sig over et helt område, og der bliver solgt alt fra tøj til søm til kitchede souvenirs. Jeg købte en taske og en vifte, og Ailsa fik ordnet de sidste gaver. Hun tager desværre allerede hjem på torsdag. Efter markedet lavede vi en picnic i Retiroparken. Vi lå i skyggen og spiste baguette med ost og kiggede på mennesker. Temperaturen var omkring de 38 grader, så det var en varm fornøjelse. Spadsereturen rundt i parken var også meget kort.

Ailsa snakkede dog om nogle ting, som jeg virkelig har tænkt meget over. Især det faktum at langt de fleste af vores bekymringer kun findes inde i vores eget hoved. Vi bruger alt for lang tid på at bekymre os, at tænke på (og overtænke!) ting og være urolige for begivenheder, som vi har blæst op til noget alt for stort inde i vores eget hoved. I virkeligheden er der slet ikke så meget at være bange for, for man må bare se, hvad der sker. Værsgo – et styks lommefilosofi fra Madrid. Jeg tror i hvert fald, jeg vil prøve at tænke lidt mere over, hvad jeg egentligt tænker på. Ha. Det er et paradoks.

I dag har været typisk mandag (tror jeg). Ungerne har haft en lang weekend og derfor været lidt småumulige. Jeg tror, de synes, jeg er streng mod dem, men jeg insisterer altså på, at de spiser deres morgenmad op og læser hele den klokketime, deres mor vil have dem til. Når de er utilfredse nægter de at tale engelsk, men heldigvis kan jeg for det meste gætte, hvad de siger på spansk, og derfor ignorere dem indtil de forsøger at sige det på engelsk. Lige nu er forældrene ved at sende alle ungerne i bad, og der er en masse råben og skrigen som sædvanligt. De praktiserer meget det med at tælle til tre, hvis ungerne ikke lystrer – jeg vil gerne vide, hvad konsekvensen er, hvis de ikke stopper inden tallet tre, men det er ikke sket indtil videre. Det må være slemt.

Jeg har brugt hele eftermiddagen på at lave en liste over de ting, jeg gerne vil se og opleve hernede. Jeg bliver nødt til at være ordentligt forberedt, når jeg skal være guide for mine gæster. Min mor og Julie kommer den 26. til 29. september, Patrick har bestilt sin tur til Madrid (den 17. til 21. oktober) og min far og Dorte kommer engang i november. For resten, far, vi skal lige have snakket om bagage :)

Jeg håber, jeg kan høre bestik klirre nu – jeg har ikke helt vænnet mig til de spanske spisetider, så jeg er altid meget sulten til aftensmad… eller… så sulten man nu kan være i 40 grader.

Vi snakkes!

Knus AK

PS. Kæmpe meget held og lykke med klarinet, Juje. Jeg glæder mig til at høre dig :)

****update****

Aftensmaden bestod af et stykke fisk og en halv tomat. Jeg forstår ikke spansk mad. Jeg følte mig dum, da ungernes fisk selvfølgelig var renset for ben, mens mit stykke ikke var. Jeg ville ønske, jeg havde fulgt lidt bedre med, da min mormor viste mig, hvordan man pillede ben ud af fisk uden at ligne en klovn...