Julie og moooaaar

Kære alle

Jeg tror, det har været den længste uge i mit liv. Jeg kom ikke i skole én eneste dag, da jeg skulle passe syge børn. Tirsdag, onsdag og torsdag arbejde jeg altså fra 7.00 (hvor Hector vækker os alle sammen ved at skrige efter sin mor, som er taget på arbejde) til 21.30 (hvor ungerne endelig er lagt i seng). Jeg har virkelig været indebrændt, fordi jeg har betalt så mange penge for den skole, og moderen ikke engang har overvejet, at jeg ikke kommer af sted. Jeg har prøvet at opvejre det ved at læse Harry Potter og lave i min opgavebog, men ja. Det gjorde det heller ikke bedre, at moderen kom ind tirsdag aften og sagde, at hun havde tænkt over tingene. Hun kunne godt se, at jeg ikke havde det godt her, og at jeg nok ikke passede ind med familien. Hun tilbød derfor at give mig en flybillet hjem inden oktober. Bum. Jeg takkede pænt nej tak og sagde, at jeg i hvert fald vil give det en måned mere. Og hvis jeg klarer oktober, så klarer jeg også november, og så er skal jeg hjem alligevel. Det var stadig bare en stor besked at få smidt i hovedet uden forberedelse. Nu må jeg se, hvad der sker i næste uge. Jeg synes virkelig, det er begyndt at gå bedre, men hvis hun regner med, at jeg bliver hjemme igen, så bliver jeg nødt til at få hende forklaret, at jeg også har en skole, der skal passes.

Det vigtige har også klart været weekenden med min mor og Julie. Jeg fik heldigvis lov til at beholde min fridag fredag og tog af sted fra Las Rozas 9.15. Da jeg endelig ankom til Bilbao metrostation, gik jeg lidt forvirret omkring for at finde vores hostel, men jeg havde ikke gået mange meter, før jeg fik øje på min mor. Det var simpelthen en skøn følelse (og ja, vi tudede begge to). Det blev kun bedre af at finde Julie indenfor, der, selvom hun var syg og på dødens rand, havde kæmpet sig hele vejen til Madrid. Vi bevægede os ud for at finde noget morgenmad, og ellers gik det meste af fredagen med at gå rundt og kigge på byen. Vi nåede både Malasaña, Chueca og Sol, før vi købte brød og ost og lavede sandwich på Plaza de España. Herefter kiggede vi på kongeslottet og Plaza Mayor, før vi holdt pause med tinto verano og en frozen youghurt, som faldt i god smag. Vi fulgte Vuelta España-cykelrytternes rute ned ad Gran Vía, før vi blev overrasket af en regnbyge og tog tilbage til hostelet. Det var simpelthen så lækkert bare at gå rundt i Madrid sammen med dem. Til aftensmad havde jeg valgt El Tigre, men det var desværre lidt af en skuffelse, da de slet ikke gav os den mad, som man plejer at få. Både Julie og jeg havde det skidt, så vi gjorde holdt og købte en pose chips for i stedet at hygge tilbage på værelset. På vejen hjem gik vi forbi en oplyst bygning, hvor der tydeligvis var en eller anden grand opening med kunst og installationer. Desværre var der også dørmænd, der tjekkede gæstelister, så vi besluttede os for at komme tilbage dagen efter.

Og det gjorde vi. Lørdag sov vi længe, spiste morgenmad på en cool café, gik rundt i Malasaña og tog til den udstilling, vi havde fundet aftenen før. Det handlede åbenbart om vin og farver, og der var et rum, hvor man selv skulle farvelægge billederne på væggene. Det var simpelthen så fedt! Vi brugte et godt stykke tid i Retiroparken ved at kigge på træerne, der er ved at få efterårsfarver. Da vi gik videre for at finde en fotoudstilling, indtraf ulykken. Det begyndte at hagle, og da min mor var uopmærksom ét sekund for at få sin regnjakke på, fik hun stjålet sin pung med alle sine penge og sin iPhone. Vi fik spærret dankort og telefon, og i stedet for udstilling brugte vi eftermiddagen på politistationen. Det var ikke så spansk, som jeg havde frygtet, og politimændene var venlige nok. Effektivitet er dog stadig en by i Rusland. For at muntre os selv op, tog vi til koncert på Cafe Jazz Populart, hvor David Sancho & Swing spillede. Det var en oplevelse. Cafeen var mikrolille. Vi kom en time i forvejen og fik det sidste bord. Klokken 22.15 kom en spansk blanding af Michael Bublé og Elvis ind på scenen og dansede sig gennem diverse spanske jazz-swing-underholdnings melodier. Det var en sand fornøjelse, og halvdelen af salens kvinder var ved at dåne, da han som ekstranummer gav den som Elvis med læderjakke til Blue Suede Shoes.

I dag nåede vi en tur på El Rastro-markedet, før de skulle mod lufthavnen klokken 13.30. Det var direkte forfærdeligt at sige farvel til dem, og det er også længe siden, jeg har været så ked af det, som jeg er nu. Jeg sidder dog og spiser Click Mix, som de havde med til mig, og det hjælper lidt. Det er både godt og skidt at få besøg. Jeg er virkelig ikke god til at sige farvel… jeg har også dårlig samvittighed, fordi jeg kom hjem og gik direkte op på mit værelse. Jeg prøver at tage mig sammen til at gå ud til familien, men jeg magter det ikke. Jeg vil helst bare gemme mig i min seng indtil aftensmad. Måske gør jeg det bare. Måske ikke. Jeg vil i hvert fald se frem til at snakke med Patrick i aften.

Jeg burde finde på noget sjovt at afslutte det her indlæg med, men jeg kan ikke lige komme i tanke om noget. Jeg håber meget, jeg kan komme i skole i morgen, så jeg snart kan få begyndt på den rutine, som gør det hele meget nemmere. Jeg håber også, det bare var ”snyde-efterår”, vi oplevede i weekenden. Jeg gider simpelthen ikke, hvis det også skal regne og være koldt. Så kan jeg lige så godt have det koldt i Danmark, hvor der i det mindste er dyner.

Jeg håber, I har det godt og holder ud.

Kæmpe knus og kram

PS. Mor og Julie havde også en elkedel med til mig. Nu kan jeg lave the! :) :) :)