Sevilla

Hej savnede mennesker

Jeg sidder på terrassen og hører Leonard Cohen og venter på, at billederne fra Sevilla bliver uploadet til facebook. Jeg kan stadig ikke få internettet til at lægge dem ind på denne blog, så I må finde dem i mit facebook-Spanien-album.

Sevilla var både godt og skidt. Efter en laaaang bustur gennem Spanien ankom jeg om eftermiddagen torsdag og med hjælp fra Google Maps fandt jeg også mit hostel. Det var meget lille, og der var ingen mennesker. Det tog i første omgang pusten fra mig. Hvordan skulle jeg nogensinde finde nogen at være sammen med, hvis der ikke var nogen mennesker? Heldigvis var wifi’et fantastisk, og efter endnu en grådfyldt skype-samtale med Patrick havde jeg igen mod på tilværelsen. Jeg gik rundt i Sevilla et godt stykke tid og bare kiggede på byen. Den er meget anderledes end Madrid, synes jeg. På en eller anden måde virker Sevilla mere moderne – der var flere unge mennesker, folk cykler (?!) og det er ikke kun turistfælderne, der har menukort på engelsk. Jeg kunne specielt godt lide bygningerne og de mange farver. Det virkede mere ”spansk” end Madrid, der jo selvfølgelig er en storby på både godt og ondt.

Efter et fantastisk aftensmåltid (pasta og tomatsovs) var jeg på den. Jeg havde stadig ikke mødt andre mennesker, og jeg havde alligevel ikke tænkt mig at gå i seng før klokken 22. Min mor foreslog, at jeg satte mig på en bar og kiggede på mennesker, så jeg bevægede mig ud i Sevillas natteliv. På rådhuspladsen overhørte jeg en flok piger, der talte engelsk sammen. Min første indskydelse var, at de måtte være au pairs, og jeg var lige ved at gå hen til dem, men jeg ombestemte mig. Jeg gik den anden vej, men blev hurtigt antastet af en slesk spansk fyr. For at slippe for ham sagde jeg, at jeg skulle mødes med mine veninder, og begyndte derfor at følge efter pigeflokken. Da de endelig stoppede for rødt lys, gik jeg hen til dem og sagde hej og spurgte, om de var au pairs. De kiggede underligt på mig og sagde nej. Shit. Hurtigt plaprede jeg videre og sagde, at jeg ikke var en psyko eller noget, men at jeg var alene og tænkte på, om jeg måtte hængte mig på dem. Heldigvis grinede de af mig og sagde ja! De var alle fra USA men i Sevilla på sprogskole og var på vej til en jazzbar for at mødes med nogle venner. Kunne det blive bedre?? Det kunne det faktisk. De havde nemlig kun to uger tilbage i Sevilla, før de flyttede til Madrid for at arbejde som folkeskolelærere! Jeg var simpelthen så stolt af mig selv, at jeg bare havde taget chancen og snakket med komplet fremmede. Jeg havde en super god aften med dem, hvor vi endte på et eller andet diskotek, der holdt specielt åbent for sprogskolestuderende. Meget kan man sige om amerikanere, men de er simpelthen så åbne og venlige!

Fredag tog jeg på endnu en free walking tour. Det er en glimrende måde at se byen på, for man får også forklaring på, hvad man ser, og generel viden om byen. Jeg var især vild med pavillonerne fra verdensudstillingen i 1929, hvor Spanien ville undskylde for deres plyndring af Sydamerika under Colombus. Spaniens pavillon hedder Plaza España og er simpelthen så flot! Efter den guidede tur gik jeg rundt i den gamle bydel, der godt kunne minde om Ærøskøbing – blot var husene lidt større. Om aftenen havde mit hostel arrangeret en tur til en nyåbnet sportsbar for at se Spanien tæve Finland i fodbold. Jeg tog med sammen med nogle australske piger, men det var en kæmpe fiasko. Vi fik en tapas-burger og skulle vente en time på vores drinks i et lille bitte lokale uden aircondition. Heldigvis skrev James og Lizzy (to af mine nye amerikanske venner) om jeg ville mødes med dem og de andre. Jeg takkede ja og småløb til den anden ende af byen, hvor de havde fundet endnu en bar med live musik. Det var et meget alternativt sted, men jeg var helt vild med det. Vi mødte snart nogle indfødte og besluttede os for at træne vores spanske. Det var interessant, men meget sjovt. Klokken 3.30 var jeg alt for træt og sulten til at kunne drikke flere øl, så jeg sagde pænt farvel og fandt hjem til mit hostel. Jeg har dog aftalt med amerikanerne, at de skriver, når de er i Madrid. Så skal vi mødes igen. Jeg glæder mig helt vildt! Det var virkelig nogle skønne mennesker.

Lørdag sad jeg længe på en fin lille plads med et springvand og læste, før jeg tog bussen tilbage til Madrid. Hvis rejsen til Sevilla havde været lang, var det intet i forhold til turen hjem. Jeg sad ved siden af en dreng, som snakkede med sig selv i seks stive timer. Jeg var klar til at hoppe ud af vinduet halvvejs.

I dag har jeg sovet længe og vasket tøj. Jeg ved ikke, hvornår familien kommer hjem, men jeg håber ikke, det bliver alt for sent. Jeg har virkelig brug for at vide, hvad der skal ske i morgen og fremefter. Ellers er der vist ikke sket så meget. Jeg har prøvet at køre turen til skolen, og det var heldigvis ikke så slemt. Jeg har også fået en ny veninde, Emma fra Sverige. Det er rart at have mødt en anden fra Skandinavien – vi tænker ret ens og har derfor mange af de samme problemer med Spaniens ”mañana” måde at tænke på.

Jeg tror ikke, der er så meget mere at fortælle. I morgen er ferien slut og au pair-livet begynder for alvor. Jeg kan slet ikke overskue at tænke på det, men der er vel ikke andet at gøre end at tage en dag af gangen. Jeg håber, I alle sammen har det godt!

Tusind knus og kram og kærlige hilsner