Mandag #6

Hej søde mennesker

Så er det alvor. Faderen er taget 3 uger til Filippinerne, og jeg skal være alene med ungerne hver morgen. Det er også mit ansvar at pakke deres tasker aftenen før og lægge det rigtige tøj frem. I morges gik det okay. Hector ville absolut ingenting, men da Eva tog over, fik han dog tøj på. De nåede ikke at børste tænder, før vi skulle af sted, men det må være målet i morgen. Det skyldtes hovedsageligt, at mikroovnen var i stykker, og jeg derfor var nødt til at varme deres mælk på komfuret. Ja, varme deres mælk. Det værste, spanske børn ved, er kold mælk. Den skal altid varmes. Suk. Mærkelige mennesker. I eftermiddags var jeg med Eva til basketball-træning, for hernede skal der åbenbart være en voksen tilstede for hvert barn. Heldigvis har Emmas dreng træning på samme tid, så det er bare skønt at have kvalitetstid med hende, mens jeg arbejder.

I går aftes havde jeg en lang snak med moderen. Jeg fortalte hende, at jeg ikke har det godt og at jeg altid er ked af det. Jeg tror virkelig, hun fik dårlig samvittighed, fordi jeg ikke følte mig bedre tilpas. Vi har nu aftalt, at hun fortæller mig, hvad jeg skal gøre (så jeg slipper for at spørge hele tiden og føle mig dum), hvis jeg skal hente dem alene fra skole, så fortæller hun mig det før klokken 16 (så jeg har tid til at finde en parkeringsplads), hun bliver bedre til at overholde ungernes sengetid (så de ikke er så umulige om morgenen) og hvis jeg ikke forstår, hvad hun siger, slår hun over i engelsk efter to gentagelser på spansk. Hun har også lovet at blive bedre til at indvie mig i deres planer, så jeg ved, hvad der sker omkring mig. Forhåbentligt bliver det nemmere nu. Jeg tvivler dog på det. Det er meget nemmere at aftale alle de her ting i teorien end at udføre dem i praksis. Det største problem er også ungerne, og det er desværre ret umuligt at lave om på. Hector er for lille til noget som helst og vil bare have sine forældre. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan han bliver, når han ikke har set sin far i 3 uger. Eva er sød det meste af tiden, men Oscar lytter ikke til nogen eller noget, og det er umuligt for ham at skynde sig. En dag kaster jeg ham ud af vinduet. Møgunge.

Weekenden var helt fyldt op med planer. Jeg bliver jo nødt til at finde nye venner og det kræver en indsats, selvom jeg helst bare vil blive på mit værelse og slappe af, når jeg endelig har fri. Fredag aften mødtes jeg med en pige fra Tyskland og en anden fra USA. Den tyske pige var rimelig kedelig og tog hurtigt hjem, og så var der mig og Hannah tilbage. Vi gik rundt i Chueca (bøssekvarteret) og efter nogle drinks besluttede vi, at vi ville se et drag queen-show – bare fordi vi kunne. Det gik dog grueligt galt, da bartenderen ville have 12 € for en drink, så vi besluttede os for at bare løbe væk. Efter en ellers begivenhedsløs aften var jeg hjemme klokken 4, sov til klokken 11 og var klar til endnu en dag i Madrid.

Lørdag mødtes jeg med en hel flok, hvor det viste sig, at der var endnu en dansker. Anna fra Kegnæs på Sydals, som kendte en masse af dem, jeg har gået på efterskole med. Verden er lille, som man siger. Vi gik rundt og kiggede på byen, drak tinto verano og spiste frozen yoghurt, indtil klokken blev 21 og vi mødtes med endnu en kæmpe flok for at tage i byen. Jeg har virkelig lært, at jeg ikke er typen, der bryder sig om clubs og shots. Jeg kan meget bedre lide at sidde og hygge med en øl på en bar, men typer som mig er i undertal, når man går ud med en flok au pairs. ”Lederen” af vores gruppe sendte os rundt mellem forskellige barer for at få gratis drinks, og så snart vi var færdige, skulle vi videre til den næste. Jeg synes virkelig, det var latterligt, og jeg tog tidligt hjem i stedet.

Søndag havde jeg til gengæld glædet mig til længe. Vuelta de España havde sin finaleetape i Madrid, og det kunne jeg ikke gå glip af. Jeg havde aftalt med Emma, at vi skulle derind sammen, men da hendes værtsfamilie pludseligt insisterede på at spise frokost med hende, må jeg tage af sted alene. Jeg kom i relativt god tid og fik en plads 200 meter før målstregen. Det var sjovt at opleve, men jeg er glad for, at de kørte 9 omgange, for det tager godt nok ikke mange sekunder for et felt at suse forbi. Oplevelsen var dog ikke lige så stor, som jeg havde regnet med. Det ser meget mere imponerende ud på TV end det er i virkeligheden. Det sjoveste var næsten at se alle motorcyklerne før og følgebilerne efter feltet. Der er virkelig mange mennesker tilknyttet sådan et arrangement! Emma nåede ind til at se de sidste omgange, og vi fik sneget os tættere på VIP-området, så vi også kunne følge lidt med på storskærmen. Jeg greb desværre ingen Vuelta-kasket. Det er jeg stadigvæk ked af.

Jeg har ultimativt besluttet mig for at blive hernede, selvom det stadigvæk ikke er så sjovt. I dag til spanskundervisning brugte læreren 20 minutter på at forklare reglerne til petanque. Det er virkelig spild af både penge og tid. Jeg forstår ikke Spanien. I morges, da jeg havde afleveret dem i skole, ville jeg køre forbi supermarkedet for at købe havregryn. Jeg havde tjekket på forhånd, at de åbnede klokken 9, men da jeg ankom 9.15, var parkeringspladsen ikke åben, så jeg måtte pænt køre tilbage uden at have handlet. Jeg bliver nødt til at gøre endnu et forsøg i morgen eftermiddag. Jeg kommer ikke levende gennem dagen, hvis ikke jeg får noget ordentligt morgenmad.

For at slutte positivt, så nyder jeg varmen og at rende rundt i sommertøj i midten af september. I dag tog jeg direkte hjem fra skole og lå en time ude i haven, fordi jeg ikke havde lektier for. Patrick siger, at mine tænder er blevet hvidere. Zendiums white & fresh tandpasta virker åbenbart. Jeg burde gå i gang med at læse Don Quixote, men jeg er stadig ikke fan af Spanien. Jeg er i stedet gået i gang med Erik Menneskesøn for 20. gang. Der er også kun 93 dage tilbage (92, for jeg lægger mig til at sove lige om lidt), og min mor og Julie kommer om 2 uger!!

Jeg håber, I har det godt og passer på hinanden.

Mange knus, kram og tanker

PS. Tillykke med fødselsdagen på onsdag, farmor. Jeg håber, du får en dejlig dag. Undskyld på forhånd, at jeg ikke ringer. Din hilsen kommer her i stedet – far har fortalt, at han læser min blog højt for dig. Du kan tro, jeg savner dine frikadeller og dit frokostbord! :)