Sidste ferieuge

Hej igen

Indtil videre er i dag gået overraskende godt! Af en eller anden grund har Oscar ikke været hjemme, så jeg har kun passet Eva og Hector, og det er gået over al forventning. Det startede ellers med, at Hector skreg allerede før hans far var taget af sted, men da han fik lov til at se Disney Channel var alt godt. (Okay, nu skriger han godt nok igen, fordi han ikke vil sove. Eva og jeg har aftalt, at vi bare ignorerer ham – så bliver han nok træt af det på et tidspunkt. Vi sidder lige og ser Løvernes Konge på engelsk (endnu en succes, for hun plejer at blive hysterisk, når jeg foreslår, at vi ser film på engelsk)).  Når moderen kommer hjem, skal jeg for første gang ud at køre, så jeg kan nå at vænne mig lidt til det, før det er alvor næste mandag.

Nå, nu er Ruth kommet hjem, men fordi jeg er sådan et geni med børn og har fået Hector til at sove, så tager hun og Eva alene af sted til lægen. Jeg tror, det betyder, at jeg ikke skal køre alligevel. Det er lidt noget hø, for jeg er rædselsslagen bare ved tanken om spansk trafik. Desværre er der ikke rigtigt noget, jeg kan gøre. Jeg må bare vente at se, hvad der sker…

Weekenden var ellers nogenlunde. Jeg fik ikke lov til at sove længe lørdag, fordi ungerne skreg, så jeg flygtede til poolen og tog til Madrid for at mødes med Hannah klokken 17. Det var hendes sidste dag i Madrid, så vi gik lidt rundt i Lavapiés og fandt en cafe og fik en tinto verano. Lavapiés er det multikulturelle område i Madrid, og der er flere kabab-steder end tapas-steder. Vi handlede i Aldi (yessss!) og lavede lækre sandwichs til aftensmad. Nogle af de andre piger havde været i Toledo aftenen før, og havde åbenbart gjort det til noget af en fest. De havde i hvert fald enorme tømmermænd og var overhovedet ikke klar på noget som helst. Jeg havde det lidt på samme måde – ikke på grund af tømmermænd, men bare almindelig træthed. Hannah var ret skuffede over os og tog alene på pubcrawl, mens vi andre drak en enkelt øl og tog hjem.

Søndag mødtes jeg med de tømmermændsramte piger (Eleanor, Ell og Sophie) i Retiroparken, hvor vi havde aftalt at leje en robåd og sejle lidt rundt på søen. Det er åbenbart noget, man skal have prøvet, når man er i Madrid. Jeg gik først rundt på det store marked El Rastro, hvor jeg fandt de mest fantastiske gademusikanter. Jingle Django – guitar, klarinet, cajon, trompet og tuba er bare en genial kombination! Bådturen var fin, men det er ret tydeligt, at de tre andre er meget engelske. Det bliver hurtigt internt, og så er det ret svært at følge med. Jeg savner også at hænge ud med drenge. Det er bare meget nemmere, og så snakker drenge ikke nær så meget om børn. Suk. Jeg var virkelig langt nede i går aftes, fordi alting var så uoverskueligt og fordi jeg var så langt væk fra alt, hvad der var trygt og sikkert. Heldigvis har jeg en vidunderlig kæreste, der tager sig tid til at skype med mig i tide og utide. Det hjælper på det hele!

Jeg har også besluttet mig for, hvad jeg vil bruge min forlængede weekend på. Faster Elin foreslog, at jeg fandt computerspil og lækker mad og vin og nød stilheden (tusind tak for et godt bud, som jeg bestemt vil benytte mig af en anden gang!), men denne gang bliver det en tur til Sevilla i Sydspanien. Det tager 6 timer med bus, så jeg tager af sted torsdag morgen og kommer hjem lørdag aften. Så kan jeg lige nå at slappe lidt af, inden her igen bliver fyldt med skrigende børn. Jeg glæder mig helt vildt til at være lidt på egen hånd, hvor jeg sådan set selv har bestemt det. Jeg tror, det er derfor, jeg ikke er faldet så godt til hos familien. De er bare lidt for ”ligeglade” med mig, så der er en helt masse ting, jeg selv må regne ud hele tiden. Det er virkeligt hårdt, synes jeg. Jeg ved aldrig, hvad planerne er, og hvad der sker omkring mig. Nogle gange er det helt rart at være alene med ungerne, for så er det i det mindste mig, der bestemmer, og så kan jeg gøre det på min måde.

Heldigvis bryder jeg mig mere og mere om Madrid. Det handler om at holde sig væk fra centrum-centrum (altså Sol) og i stedet gå rundt i de andre kvarterer. Min far har lige meddelt, at han og Dorte kommer herned den andensidste weekend i november. Det glæder jeg mig også til – især fordi de kan have en kuffert med hjem ;) nej, det passer ikke. Tanken om at få besøg holder mig virkelig oppe! Der er nu kun 25 dage til min mor og Julie kommer. Hurra!

Jeg skal nok fortælle en masse om Sevilla, når jeg kommer hjem. Hav det godt så længe!

Tusind knus og kram

PS. Anne Sofie – meld dig til musical!