Kære alle
Jeg tror ikke,
jeg har været så glad, som jeg er i dag, siden jeg kom herned. Det skyldes
først og fremmest en god weekend med søde veninder og det faktum, at jeg har
besluttet mig for at tage hjem. Ja, jeg ved godt, jeg har vaklet frem og
tilbage, men nu er det sikkert. Jeg har om-booket min billet til den 8.
november og jeg siger op fra den 1. november. Min veninde Stine kommer i
weekenden den 1.-3. november, og efter hun er taget hjem, bliver jeg boende på
et hostel for at få sagt farvel til Madrid på min egen måde og uden at skulle
bekymre mig om dumme børn. Jeg er simpelthen så lettet indeni, og jeg glæder
mig ubeskriveligt til at komme hjem. Jeg kan simpelthen ikke holde det ud mere.
Selvom alting går bedre, så var jeg stadig ked af det det meste af tiden. I
torsdag regnede det helt vildt, så jeg lånte en paraply, som jeg så mistede i
metroen. Det hylede mig helt ud af den, og jeg græd og græd og græd, indtil det
gik op for mig, hvad jeg lavede. Det er ikke meningen, at man skal blive knust
over en mistet paraply! Så jeg har bidt stoltheden i mig, og jeg prøver nu at
overbevise mig selv om, at 3 måneder i Madrid også er okay. Mit eneste problem
er nu, hvordan jeg skal fortælle familien det. Under alle omstændigheder bliver
jeg nødt til at vente lidt i nu, for jeg er bange for, at hun kan finde på at
smide mig ud, og så har jeg ikke noget sted at bo indtil Stine kommer. Men den
tid den sorg. Lige nu vil jeg bare nyde at være rigtigt glad helt ned i maven.
Mandag kom jeg
endelig i skole igen blot for at få at vide, at den var lukket tirsdag og
onsdag, da alle lærerne skulle rette opgaver. Suk. Onsdag tog Emma og jeg
derfor til Salamancas-kvarteret, hvor de rige bor. Det lignede præcis en
Nordeuropæisk storby. Emma og jeg udbrød i hvert fald i kor, da vi kom op fra
metroen: ”det ligner Stokholm!” og ”det ligner København!”. Derfra tog vi
videre til finanskvarteret med de fire højhuse, der kendetegner Madrids
skyline. Heller ikke dette område havde meget charme, så vi tog tilbage til
Malasaña og spiste frokost på en bænk i solen.
Torsdag startede
jeg så i skole igen på niveau 4. Hold op, hvor var det bare noget helt andet
end niveau 3. Vi var en helt fyldt klasse, 20 elever, og den mest uengagerede
og uinteressante lærer, jeg nogensinde har oplevet. På 3 minutter gennemgik han
konjunktiv, som ellers tager flere måneder i gymnasiet. Ingen af os kunne følge
rigtigt med, men det gør mig ikke så meget. Der er nemlig andre au pairs i min
klasse nu – nogle søde piger fra Tyskland. Fredag tog vi på Montaditos og
spiste frokost efter timen. Det er trist, at jeg først skal møde dem nu, hvor
jeg alligevel tager hjem, men sådan er det. Som lektie til i morgen skal jeg
skrive en kommentar på en halv A4-side, som handler om påstanden ”comprar sólo
en granjas ecológicas es demasiado caro. No me lo puedo permitir.” (”Kun at
handle ved økologiske gårde er for dyrt. Det har jeg ikke råd til”). Hvordan
hulen skal jeg skrive en halv A4-side om det? ”Estoy de acuerdo de él. El fin.”
Suk altså.
Fredag
eftermiddag befandt jeg mig igen i den fordømte sportshal fra 17 til 21. Jeg
mistede mit temperament og kom til at vise moderen, at jeg overhovedet ikke var
tilfreds med hendes unger. Det resulterede i en ”snak”, hvor jeg egentligt ikke
hørte så meget af, hvad hun sagde, men i stedet tænkte ”jeg skal hjem, jeg skal
hjem, jeg skal hjem” gentagende gange for mig selv. Faderen er også kommet hjem
fra Filippinerne, men han tager af sted allerede om en uge igen. Det betyder
sikkert, at jeg ikke kan få fri, når Patrick er her, men så må han tage med ud
og passe børn. Det bliver sikkert også en fest.
Da vi endelig kom
hjem fra fodbold/svømning, havde jeg en aftale med Emma om at tage til Las
Rozas byfest. Vi skulle mødes 22.30 med nogle andre, hun havde snakket med, og
så videre til denne her fiesta. Fiestaen viste sig at være en perfekt blanding
af Ilskov byfest og Sunds kræmmermarked. Det var med andre ord ikke nogen
succes overhovedet. En kæmpe flok meget fulde teenagerne førte sig frem på en
parkeringsplads, hvor en DJ spillede techno. Av. Det er jeg simpelthen blevet
for gammel til. Emma og jeg aftalte i stedet, at vi skulle mødes lørdag
formiddag og se ”la corrida de toros” nede i byen. Nogle veje bliver spærret af
med hegn, nogle dumme unge mænd bliver på den forkerte side af hegnet, og så
slippes et par arrige tyre løs, som det så gælder om at løbe fra. I Spanien er
det en hyggelig familietradition, hvor forældre tager deres små børn med. Emma
og jeg var skræmt fra vid og sans. Især da en af deltagerne blev stanget og røg
med ambulance på sygehuset. Efter løbet samledes alle i tyrefægterarenaen, hvor
de samme dumme unge mænd kan lege matador for en dag. Det blev kun mere
surrealistisk da en dværg besluttede sig for, at han også ville være med. Jeg
brød mig overhovedet ikke om det og holdt egentligt mest med tyren.
Lørdag
eftermiddag skulle jeg mødes med Anna på det hostel, vi havde booket for
natten. En gut ved navn Kenneth, som vi har mødt på en bytur med en masse andre
au pairs, havde inviteret alle han kendte til sin fødselsdagsfest på en bar til
klokken 20. Da Anna også bor et godt stykke uden for Madrid, havde vi besluttet
at sove på et hostel, så vi ikke skulle tænke på hjemtransport. Planen var
egentligt at shoppe tøj til om aftenen, men vi kom i stedet til at sidde og
snakke. Da vi endeligt var klar til at gå, fandt vi ud af, at vi var sultne, og
gik i sted et ind på den mest charmerende cocktailbar, som åbenbart også lavede
mad. For 8,5 € fik
vi en tre retters menu, og det smagte fantastisk. Vi var især stolte af os
selv, da der ikke var noget menukort, men tjeneren bare mundtligt fortalte os,
hvad vi kunne vælge i mellem. Til dessert bestilte jeg flan, som er en slags
budding, mens Anna gik efter ”plátano”, som betyder banan. Ingen af os havde
regnet med, at hun sådan set bare fik en banan og en gaffel. Nøj, hvor var det
sjovt. I bedste spansk stil kom vi halvanden time for sent til
fødselsdagsfesten, hvilket var lige i rette tid. Efter nogle øl bevægede
selskabet sig videre til en anden bar, men vi blev hurtigt spredt. Anna og jeg
opgav at finde de andre, spiste vafler og is på en italiensk isbar, blev fundet
af de andre, men ”blev væk” igen, da de ville på diskotek. I stedet købte vi
chips og tog tilbage til hostelet, hvor vi snakkede til langt ud på natten. Det
er utroligt, hvor meget vi begge to havde savnet det danske ”hygge”, hvor man
sådan set ikke rigtigt laver noget, men bare er sammen. Hernede skal man altid
gå ud, og det bliver bare for meget i længden.
I dag stod vi op
og gik rundt i Madrid for at nyde efterårssolen. Det var virkeligt skønt!
Klokken 11 åbnede den fotoudstilling, som jeg ikke nåede at se sammen med min
mor og Julie, så der tog vi ind. Den imponerende bygning havde også en
imponerende tagterrasse med chill musik og en endnu mere imponerende udsigt
over hele Madrid. Det var så lækkert at ligge der og bare nyde det hele. I kan
finde billeder på facebook. Desværre skulle vi begge to nå en bus, så vi kunne
ikke bliver der hele dagen. Det var ellers fristende. Jeg nåede helt at blive i
tvivl om, om jeg nu skulle tage hjem, men tvivlen forsvandt fuldstændigt, da
jeg igen trådte ind af døren her. Det er jo ikke Madrid, der er noget galt med –
tværtimod er det en skøn by – men jeg kan ikke holde ud at være hos familien
mere. Jeg glæder mig også helt vildt til at komme hjem til dyner, så man ikke
fryser om natten.
Nå, nu lyder det
som om, Hector er færdig med sin siesta. Så er det forhåbentligt sikkert at
prøve at skype. Jeg glæder mig sådan til at se jer alle sammen igen, og jeg
håber, I forstår, hvorfor jeg kommer hjem før tid.
Mange knus og
kærlige hilsner
Ingen kommentarer:
Send en kommentar