Kaos

Det vigtigste først: jeg har købt min flybillet hjem! Jeg lander i Billund onsdag den 18. december klokken 18.40. Hurra! :) Jeg har også fået mit transportkort, så jeg for 45 € i måneden kan rejse frit med metroen og mellem Las Rozas og Madrid. Det er super lækkert.

I dag har været fuldstændig sindssyg. Hold da helt op. Eva kom hjem fra sygehuset i går. Hun har ikke længere feber, men skal tage noget medicin tre gange om dagen. Som om det ikke er nok, så er Hector blevet syg. Han skulle derfor ikke i børnehave i dag, og jeg skulle være alene med dem alle tre. Fint, tænkte jeg, da jeg gik i seng i går, det skal nok gå. I morges vågnede jeg ved, at Hector skreg. Ikke bare skreg, som i jeg-er-lidt-utilfreds-giv-mig-opmærksomhed, men skreg af sine lungers fulde kraft. Han ville have sin mor og sin far, og han ville have dem nu. Da jeg nærmede mig ham, skreg han bare endnu højere (det havde jeg ellers ikke troet var muligt) og gemte sig under sengen. Super. Verdens bedste start. Hector er rædselsslagen for mig. I panik ringede jeg til moderen, som tog det meget roligt. Det er åbenbart standart. Jeg skulle bare lade ham være, så gik det nok over, når han blev sulten.

Og ganske rigtigt – vi gik nedenunder for at finde morgenmad, og Hector fulgte trop. Til gengæld begyndte Eva at skabe sig. Hun ville hverken spise eller tage sin medicin. Hector fulgte snart sin søsters eksempel. Jeg anede simpelthen ikke, hvad jeg skulle gøre. Heldigvis dukkede rengøringsdamen Rosi op, og en, to, tre så havde Eva taget sin medicin og Hector havde spist op. Den kvinde er en engel! Hun hjalp mig i gennem formiddagen, som endte med at vi lagde puslespil og malede med vandfarver. Hector havde igen høj feber, så de fik lov til at se fjernsyn, mens jeg lavede mad. Uheldigvis var filmen slut 20 minutter før, vi skulle spise, og jeg gav ungerne et valg: enten så de mere fjernsyn, indtil vi skulle spise, eller også måtte de se film senere – ikke begge dele. Eva og Oscar var hurtigt enige (de ville se film senere), men Hector begyndte igen at skrige. Denne gang var jeg mere forberedt, så jeg lod ham sidde i stuen og tog de andre med ud i køkkenet. Her gik det dog ikke bedre. Eva erklærede pludseligt, at hun ikke kunne lide kylling (løgn) og ikke ville have mad. Oscar ville bare skynde sig at spise, så han kunne se mere fjernsyn. Hector skreg bare.

Efter middagen skulle Hector sove, men det ville han selvfølgelig heller ikke. Heldigvis trådte Eva i karakter og fik ham puttet. Mens Hector sov var alting rimeligt stille, men det var en stakket frist, da Eva skulle have sin medicin for anden gang, og hele skrigeriet gik i gang igen. Da faderen endelig kom hjem klokken 16.30, var jeg simpelthen så smadret og havde en begyndende tinitus-lignende hylen i ørerne. Jeg fatter simpelthen ikke, hvordan forældrene holder det ud! Jeg er heller ikke helt tilfreds med, at ingen advarede mig. Det eneste, forældrene sagde, var, at Hector var en smule ”difficult”. Ja, det tør siges.

I morgen vil jeg sove længe og så tage til Madrid og mødes med de andre. Næste uge skal jeg kun arbejde mandag til onsdag, da familien er væk fra torsdag til søndag. Jeg kan ikke helt finde ud af, hvad jeg skal bruge min forlængede weekend på. Allerhelst ville jeg tage ud til kysten, men det er desværre ret dyrt at komme med tog. Hvis I har forslag, så hører jeg dem gerne!

Jeg håber, I alle sammen har det godt.

Mange kærlige hilsner

 

 

Turist

Kære jer

Det har været en meget forvirrende uge. Eva blev indlagt på hospitalet sidste fredag, fordi hun blev ved med at have høj feber. Lægerne har nu fundet ud af, at det er en slags infektion i halsen (tror jeg.. Ruth har kun forklaret mig det på spansk), men hun er ikke kommet hjem endnu. Familien har været skiftevis på sygehuset, hos bedstemoderen og hjemme, og som sædvanligt er der ikke nogen, der fortæller mig noget, så jeg har haft en del fri uden at vide, om jeg kunne forlade huset, eller om de ville komme hjem igen snart. Det samme er lidt situationen lige nu: Oscar er blevet hentet af bedstemoderen, og jeg har ikke fået mere info. Indtil videre bliver jeg her, men jeg skal under alle omstændigheder til Madrid senere og mødes med de andre. Jeg tror ikke, at Oscar bryder sig så meget om mig, fordi jeg er for streng, så jeg prøvede at bestikke ham i formiddags ved at give ham lov til at se Scooby Doo i stedet for at læse lektier – jeg tror det hjalp!

Mandag var jeg alene hjemme hele dagen og lå bare ude i haven. Både faderen og rengøringshjælpen mente, jeg var sindssyg – det var jo koldt udenfor! Koldt er den største overdrivelse jeg nogensinde har hørt. Her var 32 grader og jeg smeltede nærmest. Da moderen kom hjem, havde vi en kort snak, hvor hun sagde undskyld for at have ”glemt mig” i alt der her rod med Evas indlæggelse. Jeg sagde selvfølgelig, at det ikke var noget problem. Det er det heller ikke – det er bare fordi jeg er så dårlig til ikke at vide, hvad der sker. Moderen understregede, at hun ikke ville have, at jeg blev syg, fordi jeg ikke fik nok at spise, så hun tilbød, at jeg kunne cykle ned og handle lidt ind til mig selv. Yes! Der er nu havregryn og nogenlunde groft brød i skabene. Folk kiggede vildt underligt på mig, da jeg kom cyklende. Hernede er cyklen ikke et transportmiddel, men et stykke legetøj for børn eller et træningsremedium for motionister. Da jeg alligevel var på tur, cyklede jeg også forbi biblioteket. Jeg fandt den engelske afdeling (som fyldte én reol), og opdagede til min skræk, at de fleste af bøgerne var på spansk. De ”engelske” bøger er altså engelske klassikere som Shakespeare og Wilde oversat på spansk. Suk. Jeg håber, der findes et hovedbibliotek i Las Rozas centrum, hvor tingene ser lidt anderledes ud.

I går havde jeg fri igen og ville ikke spilde tiden på bare at sidde hjemme og vente, så jeg tog til Madrid og legede turist. Det dårlige internet vil ikke lade mig lægge billeder ind på bloggen, men forhåbentligt kan jeg få facebook til at virke – så kan I se dem der. Først gik jeg fra Moncloa (busstationen) til Templo de Debod gennem en stor park. Templo de Debod er en kopi af et gammelt ægyptisk tempel, og jeg forstår ikke helt, hvad det laver i Madrid. Jeg var heller ikke synderligt imponeret. Herfra gik jeg til Plaza de España og kiggede på statuerne af Don Quixote og Sancho Pança (jeg har faktisk taget bogen med herned – jeg må hellere få den læst) og videre til Palacio Real, det enorme kongeslot, hvor kongefamilien dog ikke længere bor. Som om denne vandring ikke var nok, tog jeg med på en ”free walking tour” rundt i Madrid, som varede 3 timer. Turen var overhovedet ikke lige så god som den, Patrick og jeg oplevede i Prag, men den var OK. Guiden viste os et hemmeligt kloster, hvor nonnerne tjener penge på at bage og sælge kiks. Man ringer på ringklokken (hvor der bare står ”monjas” (nonner)) og bliver lukket ind. Desværre for turisterne var der også et håndskrevet skilt på døren: ”Hasta Septiempre no hay dulces” (ingen søde sager før september). Som resten af Madrids befolkning er også nonnerne på ferie.

Efter turen tog jeg mig sammen og gik tilbage til sprogskolen for at få dem til at forklare mig det hele igen – på engelsk! Desværre kunne denne sekretær kun forstå engelsk, ikke tale det, men ved at stille ja/nej-spørgsmål, tror jeg, jeg har styr på det. Jeg skal møde op mandag den 9. september klokken 10.30. Jeg er allerede dødnervøs.

Jeg skulle mødes med Verenique, Robin, Elise og Siobhain klokken 19, men jeg havde tid til at gå lidt rundt i Chueca, gay-kvarteret i Madrid. Det er klart det hyggeligste sted, jeg har været endnu. Her er en masse sjove butikker, billige barer og restauranter og spændende mennesker. Vi endte også med at tage tilbage hertil og spise på El Tigre endnu engang. Hvad kan jeg sige? Alle er fan af gratis mad! Vi drak kaffe og spiste dessert på en fortovscafe, og jeg tog bussen hjem ved 22-tiden. På dette tidspunkt kunne jeg knapt gå længere. Tolv timers vandring er ikke til at spøge med!

Jeg ved ikke, om der er mere, jeg skal skrive. Jeg keder mig ret meget, og jeg glæder mig til at alting falder lidt mere på plads. Der er så mange ting, jeg skal have styr på, men det er svært, når der aldrig er nogen hjemme. Forhåbentligt bliver Eva snart rask, så det kan blive lidt mere rutine igen. Vejret er dårligt i dag og jeg sidder faktisk i lange busker og cardigan. Jeg ved ikke, hvad det ligner altså!

Jeg håber, I alle sammen har det godt.

Mange knus og kram  

Dag #14

Hej alle

Nu er det dag 14, og jeg er ved at være desperat efter mad, som ikke smager af sukker. Jeg mener det. Deres Special K smager mere af Frosties, og de har tydeligvis aldrig hørt om fuldkorn. Den eneste snack, der findes i huset, er mariekiks. Eva spiser ristet brød med olivenolie og… sukker til morgenmad. Jeg håber, jeg kan finde noget havregryn, så jeg kan lave havregrød til morgenmad. Der kan jeg i det mindste selv bestemme, hvor meget sukker jeg putter på!

Jeg har været ret frustreret det meste af denne her uge, så de negative historier kommer lige først. Min familie har det med at forsvinde ved 17-tiden og tage til deres mormor. Når det sker, ved jeg aldrig, hvad jeg skal gøre med aftensmad, for det kunne jo sagtens være, at de kom hjem til 20-tiden og derfor middagstid. Det gjorde de ikke i går, og så er problemet, hvad jeg så gør med mad. Der er aldrig nogen, der fortæller mig noget, og det irriterer mig grænseløst. Skal jeg selv lave mad og bare tage af skabene? Må jeg spise af resterne i køleskabet? Skal jeg selv handle ind for mine egne penge? Suk. Det er en lille smule op ad bakke. I går ristede jeg noget brød (toastbrød uden skorpe for det er hvad, der findes) og fandt en gulerod.  

En anden frustration er brudte aftaler (åh ja, de fleste af jer ved godt, hvordan jeg har det med brudte aftaler…). I tirsdags havde Hannah og jeg aftalt, at vi ville tage ud til et kæmpe shoppingcenter for at udnytte det sidste af sommerudsalget. Hendes host mum kunne køre os derud, og min host mum kunne hente os. Fint. Da jeg endelig fandt Hannahs hus, stod hun og ventede på mig på gaden, for hendes mum kunne ikke køre os alligevel. ”Det passede ikke lige så godt alligevel…”. Fair nok, så måtte vi tage en taxa. Vi havde virkelig nogle hyggelige timer i lækre, billige spanske butikker, men da vi skulle hjem, og jeg skrev til min host mum, så ”passede det ikke lige så godt”. Hun kunne altså heller ikke komme og hente os, og vi måtte tage en taxa tilbage også. Sådan noget irriterer mig også, fordi det gør det umuligt at planlægge noget som helst. Det er i forvejen ikke super let at bo hos en fremmed familie, som samtidigt er ens arbejdsgivere – det er en balancegang, som tager tid at finde.

Top 1 over negative oplevelser skete dog onsdag eftermiddag. Jeg skulle tage en test på sprogskolen for at se, hvilket niveau jeg skulle starte på. Testen gik nogenlunde (jeg gættede det meste af tiden), og kvinden, der skulle rette den og derfor placere mig, mente hurtigt at jeg i hvert fald skulle på niveau 4 (ud af 8 – jeg er lidt imponeret over mig selv). Det var jeg glad for at høre og gik ud i sekretariatet for at melde mig ind. Her fik jeg fat på en forfærdelig pige. Hun nægtede at tale engelsk til mig, for hvis jeg skulle på niveau 4, så måtte jeg jo være god til spansk. Jeg forstod ikke, hvad hun sagde, og hun begyndte at gøre grin af mig, som om jeg selv havde bestemt, at jeg ville på niveau 4, men snarere hørte til på niveau 1. Der sad en masse andre i lokalet også, som bestemt følte sig godt underholdt. Det var så ydmygende! Jeg bad hende flere gange om at forklare mig de praktiske på engelsk, men i stedet begyndte hun bare at tale spansk meeeeget laaaangsooomt, som om jeg var en idiot, der spildte hendes tid. Da jeg havde betalt indmeldelsesgebyret på 30 €, gik jeg uden at have forstået, hvornår eller hvor jeg skulle møde op til mine timer, eller hvornår og hvor jeg skulle betale. Det var godt nok et slag i maven. Men der er jo ikke andet for, end at jeg må tilbage engang i næste uge og få dem til at forklare det hele igen på engelsk. Så må de rykke mig ned på et lavere hold. Jeg er sådan set ligeglad. Jeg vil bare lære spansk!

Heldigvis er der også positive ting. Efter fiaskooplevelsen onsdag eftermiddag mødtes jeg med en kæmpe flok til drinks. De andre au pairs er virkelig søde og sjove og meget engelske. Som den accentkamæleon jeg er, går der sikkert ikke længe, før jeg taler britisk som kun Siggaard kan gøre det ;) Jeg er vist kommet til at sige ja til en pub crawl med dem på lørdag. Det bliver spændende. Jeg havde også min første rigtige succesoplevelse som au pair i går. Jeg øver meget engelsk udtale med ungerne, for den er virkelig håbløs. De er slet ikke vant til at høre engelsk, da alt TV hernede bliver oversat til spansk. Det er lykkedes mig at gøre det til en leg at læse højt på engelsk, så nu er de helt vilde med det. Jeg fik dem endda overtalt til at sidde og tegne kort til deres forældre (jeg lavede et til Patrick) uden brok. Normalt vil de ingenting af det, jeg foreslår.

Hvad ellers? Jeg er færdig med Harry Potter 4 og er gået i gang med 5’eren. De har nogle af Harry Potter bøgerne på engelsk stående, så det er lækkert nok. Jeg har slet ikke solbadet denne her uge, for Eva har været syg, så vi kan ikke tage til poolen. Himlen har sådan en underlig grå farve, men det er ikke skyer. Det skulle vist blive koldt i weekenden (under 30 grader!). Jeg har lovet mig selv, at jeg tager mig sammen og tager en ”evaluerende samtale” med moderen hurtigst muligt. Jeg bliver nødt til at få nogle ting afklaret. Jeg er begyndt at se Lie to Me sæson 2, fordi jeg må øve mig lidt på den britiske accent. Nogle gange forstår jeg ikke, hvad Hannah siger (hun er fra Manchester). Sådan rent gennemsnitsmæssigt vil jeg sige, at alting går OK – nogle gange er jeg rigtig glad og andre gange meget ked af det. Men når jeg er ked af det, går det ret hurtigt over igen. Jeg har opdaget, at jeg har glemt den bunke strømpebukser, som jeg sådan set havde lagt frem, da jeg pakkede. Jeg har også glemt mine ørepropper. Jeg reagerer nu hver gang, folk kalder på mig (jeg har valgt bare at kalde mig selv Anne hernede, så det skulle jeg lige vænne mig til). Hector kalder mig Anni, hvilket er mega nuttet. Når jeg skal sige mit navn til spaniere, kalder jeg mig Ana. Sådan må man tænke praktisk. Jeg har stadig ikke vænnet mig til maden. Jeg kan finde hjem fra busstoppestedet uden at fare vild. Jeg har købt et par klipklappere, for dem bruger de som hjemmesko her.

Jeg håber, I alle sammen har det godt.

Mange knus og kram og kærlige tanker

AK

Mandag

Kære alle

I dag har jeg fået min første løn, lært hvordan vaskemaskinen virker, fået fortalt hvor rengøringstingene og sengetøjet ligger… og derfor også gjort rent på mit værelse. I ville virkelig blive overraskede over at se mit værelse hernede. Jeg har aldrig, og jeg mener aldrig, befundet mig samme sted i over en uge, hvor der stadig er så opryddeligt. (Er det et ord? Altså.. jeg mener bare, at her ikke er rodet og at der ikke ligger tøj på gulvet.) Jeg reder endda min seng hver morgen!

I går var jeg i Madrid for anden gang. Ailsa og jeg tog ind til El Rastro, der er et kæmpe marked, der finder sted hver søndag. Der var helt sort af mennesker og boder, og jeg var vild med det! Det breder sig over et helt område, og der bliver solgt alt fra tøj til søm til kitchede souvenirs. Jeg købte en taske og en vifte, og Ailsa fik ordnet de sidste gaver. Hun tager desværre allerede hjem på torsdag. Efter markedet lavede vi en picnic i Retiroparken. Vi lå i skyggen og spiste baguette med ost og kiggede på mennesker. Temperaturen var omkring de 38 grader, så det var en varm fornøjelse. Spadsereturen rundt i parken var også meget kort.

Ailsa snakkede dog om nogle ting, som jeg virkelig har tænkt meget over. Især det faktum at langt de fleste af vores bekymringer kun findes inde i vores eget hoved. Vi bruger alt for lang tid på at bekymre os, at tænke på (og overtænke!) ting og være urolige for begivenheder, som vi har blæst op til noget alt for stort inde i vores eget hoved. I virkeligheden er der slet ikke så meget at være bange for, for man må bare se, hvad der sker. Værsgo – et styks lommefilosofi fra Madrid. Jeg tror i hvert fald, jeg vil prøve at tænke lidt mere over, hvad jeg egentligt tænker på. Ha. Det er et paradoks.

I dag har været typisk mandag (tror jeg). Ungerne har haft en lang weekend og derfor været lidt småumulige. Jeg tror, de synes, jeg er streng mod dem, men jeg insisterer altså på, at de spiser deres morgenmad op og læser hele den klokketime, deres mor vil have dem til. Når de er utilfredse nægter de at tale engelsk, men heldigvis kan jeg for det meste gætte, hvad de siger på spansk, og derfor ignorere dem indtil de forsøger at sige det på engelsk. Lige nu er forældrene ved at sende alle ungerne i bad, og der er en masse råben og skrigen som sædvanligt. De praktiserer meget det med at tælle til tre, hvis ungerne ikke lystrer – jeg vil gerne vide, hvad konsekvensen er, hvis de ikke stopper inden tallet tre, men det er ikke sket indtil videre. Det må være slemt.

Jeg har brugt hele eftermiddagen på at lave en liste over de ting, jeg gerne vil se og opleve hernede. Jeg bliver nødt til at være ordentligt forberedt, når jeg skal være guide for mine gæster. Min mor og Julie kommer den 26. til 29. september, Patrick har bestilt sin tur til Madrid (den 17. til 21. oktober) og min far og Dorte kommer engang i november. For resten, far, vi skal lige have snakket om bagage :)

Jeg håber, jeg kan høre bestik klirre nu – jeg har ikke helt vænnet mig til de spanske spisetider, så jeg er altid meget sulten til aftensmad… eller… så sulten man nu kan være i 40 grader.

Vi snakkes!

Knus AK

PS. Kæmpe meget held og lykke med klarinet, Juje. Jeg glæder mig til at høre dig :)

****update****

Aftensmaden bestod af et stykke fisk og en halv tomat. Jeg forstår ikke spansk mad. Jeg følte mig dum, da ungernes fisk selvfølgelig var renset for ben, mens mit stykke ikke var. Jeg ville ønske, jeg havde fulgt lidt bedre med, da min mormor viste mig, hvordan man pillede ben ud af fisk uden at ligne en klovn...

 

Weekend #2

Kære alle sammen

Det er lørdag aften (kun eftermiddag hernede, cirka) og jeg sidder og spiser en kæmpe nektarin, som smager ret dårligt. I dag har været ret forvirrende, og lige nu har jeg lidt mistet både modet og lysten til at være her. Men det går op og ned. I går var nemlig fantastisk!

Den mellemste, Eva, var syg, så vi havde en stille dag, hvor jeg læste højt på engelsk af Pedersen og Findus (ja, ungerne ejer 5 bøger på engelsk, og 2 af dem er Pedersen og Findus!!). Samtidigt forsøgte jeg at finde ud af, hvordan jeg skulle komme med bussen til Madrid, hvor jeg skulle mødes med Ailsa klokken 18.00. Det lykkedes mig at finde bussen (2,6 € - dansk offentlig transport kunne godt lære noget af det spanske) og komme til busstationen Moncloa. Her lykkedes det mig også at finde Ailsa, og sammen tog vi metroen til Plaza España. På Plaza España findes der nemlig en Frozen Yoghurt butik, hvor man selv blander sin is og bagefter betaler per vægt. Det er simpelthen så lækkert! Jeg må nok være ærlig og sige, at jeg bestemt ikke er blevet forelsket i Madrid på samme måde som eksempelvis Prag. Jeg synes ikke, Madrid er nogen speciel flot by, men det kan måske nå at ændre sig, når jeg lærer den bedre at kende. Vi gik lidt rundt i centrum og sad et stykke tid ved kongeslottet, før hun førte mig til El Tigre, der nok er den sjoveste bar, jeg nogensinde har været på!

Der er vildt mange mennesker og ingen stole, så alle står op og drikker øl og tinto de verano i kæmpe glas. Det er ikke så underligt, det er et populært sted. Når man bestiller en drink, får man gratis tapas – og ikke bare en halv oliven og et kvart stykke ost, nej, en helt tallerken med kartofler, flute, kødboller og ris. Tjenerne farer rundt, og stemningen er helt fantastisk! Det samme er Ailsa. Vi hyggede os virkeligt, men hun ville gerne tidligt hjem, så jeg mødtes i stedet med en stor flok au pairs, som viste sig alle sammen at være fra UK. Super søde og sjove piger, og to af dem, Hannah og Sophie, bor endda i Las Rozas! Vi gik lidt rundt til forskellige barer og var alle sammen mere eller mindre fulde, da spanske drinks er store og stærke. Vi endte til sidst på en club, hvor vi fik gratis ”champagne”, men det var simpelthen for varmt til at danse.

Endelig ved 2.30-tiden besluttede vi, at vi ville hjemad. GoogleMaps sagde, at vi kunne nå bussen klokken 3.00 fra Moncloa, hvis vi løb (metroerne kører ikke om natten, tror jeg), så det gjorde vi. Hannah og Sophie var forsvundet i en taxa, så dem så jeg ikke mere til, og klokken 2.58 sad jeg pænt og ventede på bussen… bare ved det forkerte busstoppested. Det var simpelthen så latterligt, men der var jo ikke andet for end at vente en time på den næste bus. Heldigvis var Patrick stadig vågen, så vi skypede, mens jeg ventede. Det var bestemt ikke sjovt at sidde der i mørket, men jeg kom dog hjem sikkert.

I dag var planen at sove længe, mødes med Sophie og Hannah, hænge ud ved poolen, lave mad sammen og bare stene med en film. Min værtsfamilie var nemlig ikke hjemme… troede jeg. Lige før jeg skulle til at af sted, ringede Ruth og sagde, at Eva stadig var syg. De havde derfor aflyst deres planer og ville måske/måske ikke komme hjem senere. Vi blev derfor også nødt til at aflyse vores planer. Suk. Jeg mødtes dog stadig med Hannah, kiggede lidt på butikker og søgte mod poolen, hvor vi plejede vores tømmermænd. Nu sidder jeg på mit værelse og lytter til naboen, der har haft den samme sang på repeat de sidste 25 minutter. Jeg er lidt småtræt af det hele lige nu, men Patrick får forhåbentligt snart fri, og så kan vi skype. Jeg synes, det er svært at være permanent gæst i et fremmed hus. Jeg skal hele tiden tilpasse mig familien, men de tilpasser sig ikke mig (selvfølgelig, det ved jeg godt). Det er stadig lidt underligt ikke at vide, hvad der sker og hvad planerne er. Jeg har stadig meget hjemve og jeg tæller dage til, at min mor og Julie kommer og besøger mig. Det er lidt et uheldigt tidspunkt, jeg er kommet herned på. Alle de piger, jeg møder nu, er på vej hjem, fordi de kun har været her i sommeren. De bliver ikke erstattet af nye, fordi de fleste familier godt selv kan få det til at hænge sammen i hverdagen. Det gør mig trist at tænke på, at jeg om to uger ikke kender nogen hernede igen og skal begynde forfra. Suk.

Nu skal jeg nok lade være med at brokke mig mere. I morgen tager Ailsa og jeg igen til Madrid og holder picnic. Her er stadig en million grader, men det er begyndt at blæse en del. Det gør det lidt mere menneskeligt!

Jeg modtager stadig gerne beskeder og hilsner med kyshånd.

Kærlig hilsen AK

 

Nye venner, por favor

Hej alle

I går var virkelig en skøn dag (uden tårer, yesssssss!). Rengøringshjælpen, som er en nær ven af familien, havde gaver med til Oscar og Eva. Oscar fik en kasse chokoladecroissanter (så gæt lige om det var nemt at få ham til at spise Special K til morgenmad….) og Eva fik sin længeønskede Nala-tøjbamse. Endelig har hendes Simba fået en kæreste, og hele dagen stod derfor i Løvernes Konges tegn. Eva ville ikke andet end at lege med sine tøjløver, og Oscar var utilfreds, fordi man ikke rigtigt kunne lege med hans gave. Vi spillede i stedet UNO, og endelig lagde Eva bamserne ned og var også med til at spille. Efter frokost opførte Eva løvernes konge som teater, mens jeg læste højt (på spansk) fra hendes Løvernes Konge-bog.

Da forældrene kom hjem, nærmest løb jeg til poolen. Her var så ufatteligt varmt i går, men ungerne var ikke interesserede i at blive kølet af. De er selvfølgelig også mere vant til varmen end jeg er. Jeg må sige, at jeg virkelig nyder at være au pair, når jeg har fri. Det er lækkert at kunne solbade klokken fem om eftermiddagen og nyde en stille stund. Efter at have arbejdet på min tan i halvanden time skypede jeg med Patrick, som hjalp mig med at vælge tøj til aftenens møde med to andre au pairs. Jeg er så lykkelig over, at internettet virker sådan nogenlunde. Det gør det meget nemmere, når jeg ved, I ikke er længere væk end et opkald.

Jeg mødtes med Amy (fra England) og Ailsa (Fra Skotland) på en bar/restaurant i Herón City, som er sådan et område med restauranter, biografer, legepladser og barer. Der er vildt mange mennesker om aftenen, fordi alle i Spanien går ud hele tiden. Det var nogle rigtigt søde piger, og jeg nød virkelig at komme lidt væk fra huset og se mere af verden. Vi drak tinto de verano (mhmm) og spiste tapas. Endelig! Lækker spansk mad. Desværre tager Amy hjem om en måned og Ailsa allerede om en uge. Ailsa har dog tilbudt, at vi kan tage til Madrid sammen i weekenden. Så kan hun vise mig, hvordan det fungerer med bussen og ikke mindst natbussen, som vist er lidt af et mareridt. Det glæder jeg mig vildt meget til!

I dag er det en eller anden helligdag, så jeg har fri. Desværre er alting lukket, så det er der ikke så meget ved. Jeg tror i stedet, jeg vil se Criminal Minds og tage til poolen.. uh, tænk hvis den også er lukket! Så er jeg bange for, jeg smelter helt væk.

Alting hernede bliver stille og roligt bedre. Det virker ikke så uoverskueligt længere, og hvis jeg kan få nogle gode venner i Madrid, så ser jeg helt lyst på fremtiden!

Kærlige hilsner

AK

Kontakt

Hej igen

Jeg har nu fået et spansk nummer med data, så jeg kan komme på nettet. Det er lækkert! Desværre har min telefon ikke forstået, at den har fået et nyt nummer. Derfor kan man kun sende iMessages og FaceTime til min email, som er ak.bessmann@gmail.com

Indtil videre modtager jeg også iMessage på mit danske nummer, men det er lidt risky, for jeg tror kun, det virker indtil den 6. september. Jeg anbefaler derfor alle iPhone-brugere IKKE at sende iMessage til mit telefonnummer, men i stedet min email. Så skulle det gerne virke :)

Knus og kram

Dag #4

Kære alle

Nu har jeg oprettet en blog, så I kan følge lidt med i, hvad der sker i Madrid. I dag er det tirsdag, og derfor 4 dage siden, jeg ankom. Det føles som mindst 1000 år! Min familie består af far og mor (José og Ruth), Oscar på 8 år, Eva på 6 år og Hector på 4 år. Vi bor i byen Las Rozas, som ligger 25 km uden for Madrid. Huset er stort (4 etager), men her er altid mørkt, fordi det gælder om at holde solen og varmen ude. Området er et typisk villakvarter med mange børn, og for enden af vejen ligger en fælles pool, som bliver brugt meget.

Weekenden var sindssyg. Jeg ankom fredag aften og troede (naiv som jeg var), at jeg ankom til et stille hus, hvor børnene var lagt i seng. Forkert! Klokken var jo selvfølgelig ikke mere end 22, og derfor kun spisetid. Jeg blev overfaldet med kys og kram af 3 meget ivrige unger – det der med at lære folk at kende, før man kysser dem, bruger man ikke så meget hernede. Jeg har indtil videre fået kys af naboen, rengøringshjælpen og livredderen ved poolen. Ved 23.30-tiden fik vi puttet ungerne, og jeg kunne gå i seng og græde mine øjne ud af hovedet. Generelt har jeg gjort ret meget i det der med at græde – alting er så anderledes og overvældende! Og så har jeg hjemve. Hele tiden. Jeg savner Patrick og min familie og dansk mad og kultur. I weekenden så alting meget sort ud, og jeg var tæt på at smide mine ting ned i kufferten og bede om at blive kørt til lufthavnen. Men jeg gjorde det ikke!! Lørdag fik jeg koden til internettet og kunne derfor skype. Det var en enorm lettelse! Her på dag #4 ser alting kun sort ud sådan cirka 40 % af tiden og i går græd jeg kun 2 gange. Det er kæmpe fremgang!

Jeg har fået lånerkort til biblioteket, indsendt ansøgning til buskort til Madrid og købt et spansk simkort (mit nummer er 0034 654 096 150) og det virker forhåbentligt i aften. Så har jeg data, kan finde et kort på min telefon og derfor begynde at komme lidt ud uden at være bange for at fare vild. Planen i aften er derfor at gå en lang tur, og se om jeg kan finde ned i byen.

Børnene starter først i skole den 9. september, og indtil da skal jeg passe Eva og Oscar til klokken 16.30, hvor forældrene kommer hjem. Vi står op ved 9.30-tiden, spiser morgenmad, laver engelskøvelser, læser i spanske bøger og så må de lege indtil frokost (som er varm mad ved 14-tiden). I dag skal de have kartoffelmos og kødboller, og jeg panikker lidt over at skulle lave det til dem, for jeg tror ikke, at dansk og spansk kartoffelmos er det samme. Anyway, nu får de dansk kartoffelmos. Basta. Efter middagen må de se fjernsyn indtil moderen kommer hjem. Det lyder nemt, men det synes jeg ikke, det er. Der er så meget at holde styr på, men min mor siger, at jeg skal sætte ambitionsniveauet ned og bare sørge for at holde dem i live. Det lyder som en god og overskuelig idé.

Jeg skal forhåbentligt mødes med en anden au pair onsdag aften til ”dinner and drinks”. Jeg har virkelig brug for at komme ud af huset og opleve noget andet og få nye venner. Hvis jeg skal komme gennem det her, må jeg se au pair-situationen som et almindeligt job, hvor jeg har fri, når forældrene kommer hjem. Ellers bliver jeg sindssyg.

Undskyld for dette relativt negative første indtryk. Jeg er bare så træt af at læse au pair blogs, hvor alting fremstår rosenrødt og fantastisk helt fra dag 1. Det tror jeg simpelthen ikke på. Bum.

Jeg bliver utroligt glad for beskeder på facebook, så I må meget gerne skrive. Jeg savner jer!

Tusind knus og kram
AK