My life on the road

Hej igen

Ja, jeg befinder mig trods alt stadig i Spanien, så planerne har ændret sig igen. Jeg har her til aften officielt sagt op – allerede fra næste uge! I går aftes tjekkede jeg for sjov min værtsfamilies profil på hjemmesiden, hvor jeg fandt dem, og så, at de nu søger en ny au pair som kan begynde i oktober eller november. Det betyder altså, at de gerne vil erstatte mig og helst så hurtigt som muligt. For stadig at have overraskelsesmomentet på min side sagde jeg op gældende fra næste uge. Det gik egentligt meget bedre end forventet at sige det til moderen, men det er vel ikke så underligt, når de også gerne vil slippe af med mig. Hun var bare glad for, at jeg gav hende en uges varsel. Hun tror, at jeg flyver hjem sammen med Patrick den 21. oktober, men det er ikke helt sandt. Planen ser nu sådan ud:

Lørdag 12. – søndag 13.: Tur til Salamanca sammen med fire andre au pairs

Torsdag 17.: jeg kører ungerne i skole, henter Patrick i lufthavnen og sover på hotellet med ham

Fredag 18.: Patrick og jeg står monstertidligt op, tager til Las Rozas og kører ungerne i skole, pakker alle mine ting og tager tilbage til Madrid for at holde weekend

Mandag 21.: Patrick tager hjem og jeg crasher (forhåbentligt) på James’ sofa indtil den 31. oktober. James er en af de amerikanere, jeg mødte i Sevilla. Han synes det kunne være hyggeligt, hvis jeg bor hos dem, men han skal lige tjekke med sin roommate også. Jeg krydser fingre! Ellers må jeg finde på et andet sted at sove. Det skal nok gå!

Torsdag 31.: Stine kommer og jeg bor på hostel med hende

Mandag 4.: Stine tager hjem og jeg flytter til et andet hostel

Fredag 8.: jeg flyver hjem!!

Jeg er helt vildt spændt på den sidste måned i Madrid. Endelig kan jeg få lov til at nyde byen uden at tænke på dumme børn. Hvis nu bare James’ roommate siger ja, så er det hele faldet på plads. Jeg fortsætter med min sprogskole og får nu forhåbentligt også tid til at lave mine lektier ordentligt. Der er så mange fordele. Ih altså, jeg glæder mig!

Godnat og sov rart alle sammen.

Tusind kram og knus

26 dage tilbage som au pair

Kære alle

Jeg tror ikke, jeg har været så glad, som jeg er i dag, siden jeg kom herned. Det skyldes først og fremmest en god weekend med søde veninder og det faktum, at jeg har besluttet mig for at tage hjem. Ja, jeg ved godt, jeg har vaklet frem og tilbage, men nu er det sikkert. Jeg har om-booket min billet til den 8. november og jeg siger op fra den 1. november. Min veninde Stine kommer i weekenden den 1.-3. november, og efter hun er taget hjem, bliver jeg boende på et hostel for at få sagt farvel til Madrid på min egen måde og uden at skulle bekymre mig om dumme børn. Jeg er simpelthen så lettet indeni, og jeg glæder mig ubeskriveligt til at komme hjem. Jeg kan simpelthen ikke holde det ud mere. Selvom alting går bedre, så var jeg stadig ked af det det meste af tiden. I torsdag regnede det helt vildt, så jeg lånte en paraply, som jeg så mistede i metroen. Det hylede mig helt ud af den, og jeg græd og græd og græd, indtil det gik op for mig, hvad jeg lavede. Det er ikke meningen, at man skal blive knust over en mistet paraply! Så jeg har bidt stoltheden i mig, og jeg prøver nu at overbevise mig selv om, at 3 måneder i Madrid også er okay. Mit eneste problem er nu, hvordan jeg skal fortælle familien det. Under alle omstændigheder bliver jeg nødt til at vente lidt i nu, for jeg er bange for, at hun kan finde på at smide mig ud, og så har jeg ikke noget sted at bo indtil Stine kommer. Men den tid den sorg. Lige nu vil jeg bare nyde at være rigtigt glad helt ned i maven.

Mandag kom jeg endelig i skole igen blot for at få at vide, at den var lukket tirsdag og onsdag, da alle lærerne skulle rette opgaver. Suk. Onsdag tog Emma og jeg derfor til Salamancas-kvarteret, hvor de rige bor. Det lignede præcis en Nordeuropæisk storby. Emma og jeg udbrød i hvert fald i kor, da vi kom op fra metroen: ”det ligner Stokholm!” og ”det ligner København!”. Derfra tog vi videre til finanskvarteret med de fire højhuse, der kendetegner Madrids skyline. Heller ikke dette område havde meget charme, så vi tog tilbage til Malasaña og spiste frokost på en bænk i solen.

Torsdag startede jeg så i skole igen på niveau 4. Hold op, hvor var det bare noget helt andet end niveau 3. Vi var en helt fyldt klasse, 20 elever, og den mest uengagerede og uinteressante lærer, jeg nogensinde har oplevet. På 3 minutter gennemgik han konjunktiv, som ellers tager flere måneder i gymnasiet. Ingen af os kunne følge rigtigt med, men det gør mig ikke så meget. Der er nemlig andre au pairs i min klasse nu – nogle søde piger fra Tyskland. Fredag tog vi på Montaditos og spiste frokost efter timen. Det er trist, at jeg først skal møde dem nu, hvor jeg alligevel tager hjem, men sådan er det. Som lektie til i morgen skal jeg skrive en kommentar på en halv A4-side, som handler om påstanden ”comprar sólo en granjas ecológicas es demasiado caro. No me lo puedo permitir.” (”Kun at handle ved økologiske gårde er for dyrt. Det har jeg ikke råd til”). Hvordan hulen skal jeg skrive en halv A4-side om det? ”Estoy de acuerdo de él. El fin.” Suk altså.

Fredag eftermiddag befandt jeg mig igen i den fordømte sportshal fra 17 til 21. Jeg mistede mit temperament og kom til at vise moderen, at jeg overhovedet ikke var tilfreds med hendes unger. Det resulterede i en ”snak”, hvor jeg egentligt ikke hørte så meget af, hvad hun sagde, men i stedet tænkte ”jeg skal hjem, jeg skal hjem, jeg skal hjem” gentagende gange for mig selv. Faderen er også kommet hjem fra Filippinerne, men han tager af sted allerede om en uge igen. Det betyder sikkert, at jeg ikke kan få fri, når Patrick er her, men så må han tage med ud og passe børn. Det bliver sikkert også en fest.

Da vi endelig kom hjem fra fodbold/svømning, havde jeg en aftale med Emma om at tage til Las Rozas byfest. Vi skulle mødes 22.30 med nogle andre, hun havde snakket med, og så videre til denne her fiesta. Fiestaen viste sig at være en perfekt blanding af Ilskov byfest og Sunds kræmmermarked. Det var med andre ord ikke nogen succes overhovedet. En kæmpe flok meget fulde teenagerne førte sig frem på en parkeringsplads, hvor en DJ spillede techno. Av. Det er jeg simpelthen blevet for gammel til. Emma og jeg aftalte i stedet, at vi skulle mødes lørdag formiddag og se ”la corrida de toros” nede i byen. Nogle veje bliver spærret af med hegn, nogle dumme unge mænd bliver på den forkerte side af hegnet, og så slippes et par arrige tyre løs, som det så gælder om at løbe fra. I Spanien er det en hyggelig familietradition, hvor forældre tager deres små børn med. Emma og jeg var skræmt fra vid og sans. Især da en af deltagerne blev stanget og røg med ambulance på sygehuset. Efter løbet samledes alle i tyrefægterarenaen, hvor de samme dumme unge mænd kan lege matador for en dag. Det blev kun mere surrealistisk da en dværg besluttede sig for, at han også ville være med. Jeg brød mig overhovedet ikke om det og holdt egentligt mest med tyren.

Lørdag eftermiddag skulle jeg mødes med Anna på det hostel, vi havde booket for natten. En gut ved navn Kenneth, som vi har mødt på en bytur med en masse andre au pairs, havde inviteret alle han kendte til sin fødselsdagsfest på en bar til klokken 20. Da Anna også bor et godt stykke uden for Madrid, havde vi besluttet at sove på et hostel, så vi ikke skulle tænke på hjemtransport. Planen var egentligt at shoppe tøj til om aftenen, men vi kom i stedet til at sidde og snakke. Da vi endeligt var klar til at gå, fandt vi ud af, at vi var sultne, og gik i sted et ind på den mest charmerende cocktailbar, som åbenbart også lavede mad. For 8,5 € fik vi en tre retters menu, og det smagte fantastisk. Vi var især stolte af os selv, da der ikke var noget menukort, men tjeneren bare mundtligt fortalte os, hvad vi kunne vælge i mellem. Til dessert bestilte jeg flan, som er en slags budding, mens Anna gik efter ”plátano”, som betyder banan. Ingen af os havde regnet med, at hun sådan set bare fik en banan og en gaffel. Nøj, hvor var det sjovt. I bedste spansk stil kom vi halvanden time for sent til fødselsdagsfesten, hvilket var lige i rette tid. Efter nogle øl bevægede selskabet sig videre til en anden bar, men vi blev hurtigt spredt. Anna og jeg opgav at finde de andre, spiste vafler og is på en italiensk isbar, blev fundet af de andre, men ”blev væk” igen, da de ville på diskotek. I stedet købte vi chips og tog tilbage til hostelet, hvor vi snakkede til langt ud på natten. Det er utroligt, hvor meget vi begge to havde savnet det danske ”hygge”, hvor man sådan set ikke rigtigt laver noget, men bare er sammen. Hernede skal man altid gå ud, og det bliver bare for meget i længden.

I dag stod vi op og gik rundt i Madrid for at nyde efterårssolen. Det var virkeligt skønt! Klokken 11 åbnede den fotoudstilling, som jeg ikke nåede at se sammen med min mor og Julie, så der tog vi ind. Den imponerende bygning havde også en imponerende tagterrasse med chill musik og en endnu mere imponerende udsigt over hele Madrid. Det var så lækkert at ligge der og bare nyde det hele. I kan finde billeder på facebook. Desværre skulle vi begge to nå en bus, så vi kunne ikke bliver der hele dagen. Det var ellers fristende. Jeg nåede helt at blive i tvivl om, om jeg nu skulle tage hjem, men tvivlen forsvandt fuldstændigt, da jeg igen trådte ind af døren her. Det er jo ikke Madrid, der er noget galt med – tværtimod er det en skøn by – men jeg kan ikke holde ud at være hos familien mere. Jeg glæder mig også helt vildt til at komme hjem til dyner, så man ikke fryser om natten.

Nå, nu lyder det som om, Hector er færdig med sin siesta. Så er det forhåbentligt sikkert at prøve at skype. Jeg glæder mig sådan til at se jer alle sammen igen, og jeg håber, I forstår, hvorfor jeg kommer hjem før tid.

Mange knus og kærlige hilsner

Julie og moooaaar

Kære alle

Jeg tror, det har været den længste uge i mit liv. Jeg kom ikke i skole én eneste dag, da jeg skulle passe syge børn. Tirsdag, onsdag og torsdag arbejde jeg altså fra 7.00 (hvor Hector vækker os alle sammen ved at skrige efter sin mor, som er taget på arbejde) til 21.30 (hvor ungerne endelig er lagt i seng). Jeg har virkelig været indebrændt, fordi jeg har betalt så mange penge for den skole, og moderen ikke engang har overvejet, at jeg ikke kommer af sted. Jeg har prøvet at opvejre det ved at læse Harry Potter og lave i min opgavebog, men ja. Det gjorde det heller ikke bedre, at moderen kom ind tirsdag aften og sagde, at hun havde tænkt over tingene. Hun kunne godt se, at jeg ikke havde det godt her, og at jeg nok ikke passede ind med familien. Hun tilbød derfor at give mig en flybillet hjem inden oktober. Bum. Jeg takkede pænt nej tak og sagde, at jeg i hvert fald vil give det en måned mere. Og hvis jeg klarer oktober, så klarer jeg også november, og så er skal jeg hjem alligevel. Det var stadig bare en stor besked at få smidt i hovedet uden forberedelse. Nu må jeg se, hvad der sker i næste uge. Jeg synes virkelig, det er begyndt at gå bedre, men hvis hun regner med, at jeg bliver hjemme igen, så bliver jeg nødt til at få hende forklaret, at jeg også har en skole, der skal passes.

Det vigtige har også klart været weekenden med min mor og Julie. Jeg fik heldigvis lov til at beholde min fridag fredag og tog af sted fra Las Rozas 9.15. Da jeg endelig ankom til Bilbao metrostation, gik jeg lidt forvirret omkring for at finde vores hostel, men jeg havde ikke gået mange meter, før jeg fik øje på min mor. Det var simpelthen en skøn følelse (og ja, vi tudede begge to). Det blev kun bedre af at finde Julie indenfor, der, selvom hun var syg og på dødens rand, havde kæmpet sig hele vejen til Madrid. Vi bevægede os ud for at finde noget morgenmad, og ellers gik det meste af fredagen med at gå rundt og kigge på byen. Vi nåede både Malasaña, Chueca og Sol, før vi købte brød og ost og lavede sandwich på Plaza de España. Herefter kiggede vi på kongeslottet og Plaza Mayor, før vi holdt pause med tinto verano og en frozen youghurt, som faldt i god smag. Vi fulgte Vuelta España-cykelrytternes rute ned ad Gran Vía, før vi blev overrasket af en regnbyge og tog tilbage til hostelet. Det var simpelthen så lækkert bare at gå rundt i Madrid sammen med dem. Til aftensmad havde jeg valgt El Tigre, men det var desværre lidt af en skuffelse, da de slet ikke gav os den mad, som man plejer at få. Både Julie og jeg havde det skidt, så vi gjorde holdt og købte en pose chips for i stedet at hygge tilbage på værelset. På vejen hjem gik vi forbi en oplyst bygning, hvor der tydeligvis var en eller anden grand opening med kunst og installationer. Desværre var der også dørmænd, der tjekkede gæstelister, så vi besluttede os for at komme tilbage dagen efter.

Og det gjorde vi. Lørdag sov vi længe, spiste morgenmad på en cool café, gik rundt i Malasaña og tog til den udstilling, vi havde fundet aftenen før. Det handlede åbenbart om vin og farver, og der var et rum, hvor man selv skulle farvelægge billederne på væggene. Det var simpelthen så fedt! Vi brugte et godt stykke tid i Retiroparken ved at kigge på træerne, der er ved at få efterårsfarver. Da vi gik videre for at finde en fotoudstilling, indtraf ulykken. Det begyndte at hagle, og da min mor var uopmærksom ét sekund for at få sin regnjakke på, fik hun stjålet sin pung med alle sine penge og sin iPhone. Vi fik spærret dankort og telefon, og i stedet for udstilling brugte vi eftermiddagen på politistationen. Det var ikke så spansk, som jeg havde frygtet, og politimændene var venlige nok. Effektivitet er dog stadig en by i Rusland. For at muntre os selv op, tog vi til koncert på Cafe Jazz Populart, hvor David Sancho & Swing spillede. Det var en oplevelse. Cafeen var mikrolille. Vi kom en time i forvejen og fik det sidste bord. Klokken 22.15 kom en spansk blanding af Michael Bublé og Elvis ind på scenen og dansede sig gennem diverse spanske jazz-swing-underholdnings melodier. Det var en sand fornøjelse, og halvdelen af salens kvinder var ved at dåne, da han som ekstranummer gav den som Elvis med læderjakke til Blue Suede Shoes.

I dag nåede vi en tur på El Rastro-markedet, før de skulle mod lufthavnen klokken 13.30. Det var direkte forfærdeligt at sige farvel til dem, og det er også længe siden, jeg har været så ked af det, som jeg er nu. Jeg sidder dog og spiser Click Mix, som de havde med til mig, og det hjælper lidt. Det er både godt og skidt at få besøg. Jeg er virkelig ikke god til at sige farvel… jeg har også dårlig samvittighed, fordi jeg kom hjem og gik direkte op på mit værelse. Jeg prøver at tage mig sammen til at gå ud til familien, men jeg magter det ikke. Jeg vil helst bare gemme mig i min seng indtil aftensmad. Måske gør jeg det bare. Måske ikke. Jeg vil i hvert fald se frem til at snakke med Patrick i aften.

Jeg burde finde på noget sjovt at afslutte det her indlæg med, men jeg kan ikke lige komme i tanke om noget. Jeg håber meget, jeg kan komme i skole i morgen, så jeg snart kan få begyndt på den rutine, som gør det hele meget nemmere. Jeg håber også, det bare var ”snyde-efterår”, vi oplevede i weekenden. Jeg gider simpelthen ikke, hvis det også skal regne og være koldt. Så kan jeg lige så godt have det koldt i Danmark, hvor der i det mindste er dyner.

Jeg håber, I har det godt og holder ud.

Kæmpe knus og kram

PS. Mor og Julie havde også en elkedel med til mig. Nu kan jeg lave the! :) :) :)

Sygdom

Hej!

Undskyld at jeg ikke har fået opdateret min blog. Jeg har været syg siden torsdag, og det har bestemt ikke været sjovt. Høj feber, hovedpine og mistanke om halsbetændelse – og det hele bliver kun værre af ikke at kunne sove i sin egen seng. Min mor og Julie (SOM KOMMER OM KUN 4 DAGE!) tager en elkedel og noget te med til mig. Så er jeg bedre forberedt, hvis jeg skulle blive syg igen. Jeg slæbte mig dog i skole fredag og havde min første rigtig succesoplevelse. Jeg havde en hel samtale på spansk med en sekretær, hvor det lykkedes mig at skifte til niveau 4 fra 10.30-12.30 startende fra den 3. oktober. Jeg var bristefærdig af stolthed. Det var endda den samme, som havde gjort grin af mig den allerførste gang, jeg var der. Ha!

Resten af fredagen gik det bare ned ad bakke. Fordi ungerne ikke selv kan finde ud af skifte tøj eller gå i bad, skal der være fuld oppasning på om fredagen, hvor både Eva og Oscar har svømning og fodbold. Selvfølgelig skal Hector også underholdes i mellemtiden. Jeg sad derfor i en kold hal fra 17.15 til 21 og var på randen til at dø. Nøj, hvor jeg havde det skidt. Efter 14 timers søvn så det lidt bedre ud (men også kun lidt), og trods min mors formaninger tog jeg til Madrid om aftenen. Jeg havde nemlig en aftale med Becca og Anna. Becca, som boede i Madrid hele sidste år og taler flydende spansk, havde fundet et spillested med et mega lækkert band, som vi måtte se. Vi mødtes derfor 20.30, spiste lækker mad på en (dyr) italiensk restaurant og mødtes med Kenneth fra Canada, som jeg ikke helt ved, hvem er. Han kender åbenbart en masse au pairs, men jeg kunne ikke helt gennemskue hvorfra. Han er heldigvis super flik, og det samme er hans roommate Max fra Australien. De ville også med til koncert, så efter et kort stop på en cocktailbar, der lavede verdens dårligste cosmopolitans, gik turen mod Calle Barco og Tu Otra Bonita. Trods feber og halsbetændelse var det en fantastisk oplevelse! Musikken var en blanding af flamenco og rock’n’roll, og de var simpelthen så dygtige! Jeg håber, jeg får mulighed for at høre dem igen. Max har åbenbart gået på det, der svarer til konservatoriet i Australien, og spiller trompet. Det var sjovt at opleve, hvordan vi hørte ting i musikken, som de andre ikke lagde mærke til. Det har jeg aldrig tænkt over før, fordi jeg normalt går til koncerter med folk, som også ved noget om musik. Det er virkelig et privilegium at lægge mærke til de der små ting, hvor musikerne virkelig har tænkt sig om.

Det er selvfølgelig ikke gået bedre, end at jeg har smittet Hector (jeg tror dog, han var syg først, uden at nogen lagde mærke til det, men stadig…). Jeg havde intentioner om at tage i skole i dag, da mormoren ville komme og passe ham, men jeg havde det stadig så dårligt i morges, at jeg gik i seng igen efter at have kørt Eva og Oscar i skole. Mormoren tog hjem, da Hector sov til middag, og jeg havde egentligt sat mig klar med Criminal Minds for at nyde stilheden. Det kom ikke til at ske, da Hector vågnede efter en halv time og kastede op over det hele. Der stod jeg så alene med en 3-årig med opkast over det hele, der ikke ville lade mig komme tæt på ham. Meget kan jeg sige jer, men jeg er godt nok ikke klar til at få børn! Jeg fik ham dog i noget andet tøj og sat foran 101 dalmatiner på TV’et, før moderen kom hjem, og jeg skulle af sted for at hente Oscar fra skole. Jeg ved godt nok ikke, hvad planen er i morgen. I princippet skal jeg jo blive hjemme og passe dem, når de er syge, men jeg synes bare, jeg betaler så åndssvagt mange penge for den sprogskole, at det er spild, hvis jeg ikke kan komme i skole. Samtidigt vil Hector slet ikke lade mig komme tæt på ham. Han vil kun have sin mor eller bedstemor. På den anden side er det mit job. Suk. Jeg må jo bare gøre som moderen beder mig om.

Jeg er gået i gang med Harry Potter y la piedra filosofal (på spansk selvfølgelig). Det går overraskende godt, så jeg håber, den kan hjælpe mig lidt med datiderne, som jeg overhovedet ikke forstår. Min mor og Julie kommer i weekenden, og jeg glæder mig som et lille barn. Jeg ved dog ikke, om jeg har fri fredag, men ellers må de komme med til Las Rozas og kigge på fodboldtræning. Det bliver også en fest.

Jeg skal nok blive bedre til at skrive lidt oftere, men alting har bare været så uoverskueligt denne her uge. Jeg er så glad for, at I tager jer tid til at skype med mig i tide og utide!

Besos y abrazos
AK

UPDATE:
Ikke nok med at jeg har fået en 3-årig dreng, så har jeg også en 3-årig SYG dreng, der skal passes fra 7.15 til 16.30 i morgen. Af mig. Alene. Og han vil stadig ikke lade mig komme tæt på ham. Moderens svar, da jeg fortalte om mine bekymringer: "han bliver nødt til at lære at lade sig passe af au pairen. Det bliver svært for dig, men det skal nok blive nemmere for den næste". Tak, mange tak. Hvad med at DU tog fri fra arbejde for at passe din syge søn ligesom alle andre mødre i verdenshistorien?? Eller at DU betaler min hundedyre sprogskole?? Det skal nok blive spændende i morgen...

Mandag #6

Hej søde mennesker

Så er det alvor. Faderen er taget 3 uger til Filippinerne, og jeg skal være alene med ungerne hver morgen. Det er også mit ansvar at pakke deres tasker aftenen før og lægge det rigtige tøj frem. I morges gik det okay. Hector ville absolut ingenting, men da Eva tog over, fik han dog tøj på. De nåede ikke at børste tænder, før vi skulle af sted, men det må være målet i morgen. Det skyldtes hovedsageligt, at mikroovnen var i stykker, og jeg derfor var nødt til at varme deres mælk på komfuret. Ja, varme deres mælk. Det værste, spanske børn ved, er kold mælk. Den skal altid varmes. Suk. Mærkelige mennesker. I eftermiddags var jeg med Eva til basketball-træning, for hernede skal der åbenbart være en voksen tilstede for hvert barn. Heldigvis har Emmas dreng træning på samme tid, så det er bare skønt at have kvalitetstid med hende, mens jeg arbejder.

I går aftes havde jeg en lang snak med moderen. Jeg fortalte hende, at jeg ikke har det godt og at jeg altid er ked af det. Jeg tror virkelig, hun fik dårlig samvittighed, fordi jeg ikke følte mig bedre tilpas. Vi har nu aftalt, at hun fortæller mig, hvad jeg skal gøre (så jeg slipper for at spørge hele tiden og føle mig dum), hvis jeg skal hente dem alene fra skole, så fortæller hun mig det før klokken 16 (så jeg har tid til at finde en parkeringsplads), hun bliver bedre til at overholde ungernes sengetid (så de ikke er så umulige om morgenen) og hvis jeg ikke forstår, hvad hun siger, slår hun over i engelsk efter to gentagelser på spansk. Hun har også lovet at blive bedre til at indvie mig i deres planer, så jeg ved, hvad der sker omkring mig. Forhåbentligt bliver det nemmere nu. Jeg tvivler dog på det. Det er meget nemmere at aftale alle de her ting i teorien end at udføre dem i praksis. Det største problem er også ungerne, og det er desværre ret umuligt at lave om på. Hector er for lille til noget som helst og vil bare have sine forældre. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan han bliver, når han ikke har set sin far i 3 uger. Eva er sød det meste af tiden, men Oscar lytter ikke til nogen eller noget, og det er umuligt for ham at skynde sig. En dag kaster jeg ham ud af vinduet. Møgunge.

Weekenden var helt fyldt op med planer. Jeg bliver jo nødt til at finde nye venner og det kræver en indsats, selvom jeg helst bare vil blive på mit værelse og slappe af, når jeg endelig har fri. Fredag aften mødtes jeg med en pige fra Tyskland og en anden fra USA. Den tyske pige var rimelig kedelig og tog hurtigt hjem, og så var der mig og Hannah tilbage. Vi gik rundt i Chueca (bøssekvarteret) og efter nogle drinks besluttede vi, at vi ville se et drag queen-show – bare fordi vi kunne. Det gik dog grueligt galt, da bartenderen ville have 12 € for en drink, så vi besluttede os for at bare løbe væk. Efter en ellers begivenhedsløs aften var jeg hjemme klokken 4, sov til klokken 11 og var klar til endnu en dag i Madrid.

Lørdag mødtes jeg med en hel flok, hvor det viste sig, at der var endnu en dansker. Anna fra Kegnæs på Sydals, som kendte en masse af dem, jeg har gået på efterskole med. Verden er lille, som man siger. Vi gik rundt og kiggede på byen, drak tinto verano og spiste frozen yoghurt, indtil klokken blev 21 og vi mødtes med endnu en kæmpe flok for at tage i byen. Jeg har virkelig lært, at jeg ikke er typen, der bryder sig om clubs og shots. Jeg kan meget bedre lide at sidde og hygge med en øl på en bar, men typer som mig er i undertal, når man går ud med en flok au pairs. ”Lederen” af vores gruppe sendte os rundt mellem forskellige barer for at få gratis drinks, og så snart vi var færdige, skulle vi videre til den næste. Jeg synes virkelig, det var latterligt, og jeg tog tidligt hjem i stedet.

Søndag havde jeg til gengæld glædet mig til længe. Vuelta de España havde sin finaleetape i Madrid, og det kunne jeg ikke gå glip af. Jeg havde aftalt med Emma, at vi skulle derind sammen, men da hendes værtsfamilie pludseligt insisterede på at spise frokost med hende, må jeg tage af sted alene. Jeg kom i relativt god tid og fik en plads 200 meter før målstregen. Det var sjovt at opleve, men jeg er glad for, at de kørte 9 omgange, for det tager godt nok ikke mange sekunder for et felt at suse forbi. Oplevelsen var dog ikke lige så stor, som jeg havde regnet med. Det ser meget mere imponerende ud på TV end det er i virkeligheden. Det sjoveste var næsten at se alle motorcyklerne før og følgebilerne efter feltet. Der er virkelig mange mennesker tilknyttet sådan et arrangement! Emma nåede ind til at se de sidste omgange, og vi fik sneget os tættere på VIP-området, så vi også kunne følge lidt med på storskærmen. Jeg greb desværre ingen Vuelta-kasket. Det er jeg stadigvæk ked af.

Jeg har ultimativt besluttet mig for at blive hernede, selvom det stadigvæk ikke er så sjovt. I dag til spanskundervisning brugte læreren 20 minutter på at forklare reglerne til petanque. Det er virkelig spild af både penge og tid. Jeg forstår ikke Spanien. I morges, da jeg havde afleveret dem i skole, ville jeg køre forbi supermarkedet for at købe havregryn. Jeg havde tjekket på forhånd, at de åbnede klokken 9, men da jeg ankom 9.15, var parkeringspladsen ikke åben, så jeg måtte pænt køre tilbage uden at have handlet. Jeg bliver nødt til at gøre endnu et forsøg i morgen eftermiddag. Jeg kommer ikke levende gennem dagen, hvis ikke jeg får noget ordentligt morgenmad.

For at slutte positivt, så nyder jeg varmen og at rende rundt i sommertøj i midten af september. I dag tog jeg direkte hjem fra skole og lå en time ude i haven, fordi jeg ikke havde lektier for. Patrick siger, at mine tænder er blevet hvidere. Zendiums white & fresh tandpasta virker åbenbart. Jeg burde gå i gang med at læse Don Quixote, men jeg er stadig ikke fan af Spanien. Jeg er i stedet gået i gang med Erik Menneskesøn for 20. gang. Der er også kun 93 dage tilbage (92, for jeg lægger mig til at sove lige om lidt), og min mor og Julie kommer om 2 uger!!

Jeg håber, I har det godt og passer på hinanden.

Mange knus, kram og tanker

PS. Tillykke med fødselsdagen på onsdag, farmor. Jeg håber, du får en dejlig dag. Undskyld på forhånd, at jeg ikke ringer. Din hilsen kommer her i stedet – far har fortalt, at han læser min blog højt for dig. Du kan tro, jeg savner dine frikadeller og dit frokostbord! :)

Fortsættelse

Hej!

Moren har lige sagt, at jeg har fri resten af dagen, så det er lækkert. Jeg har skrevet til en anden au pair og spurgt, om vi skal mødes i aften, så jeg tager måske tilbage til Madrid. Ellers bliver jeg bare hjemme og slapper af. Det er virkelig også tiltrængt! I morgen skal jeg mødes med en hel flok au pairs, jeg ikke kender, så det skal nok blive spændende. Jeg glæder mig dog allermest til søndag, hvor Vuelta de España slutter i Madrid. Emma, min nye bedsteveninde fra Sverige, har lovet at tage med mig derind, selvom hun ikke ved en dyt om cykelløb. Det bliver festligt! Efter skole i dag gik jeg hen til pladsen, hvor jeg tror, målstregen skal ligge. Jeg spurgte endda i turistinformationen, men tøsen der vidste ikke noget om noget cykelløb. Tsk. Typisk Spanien.

Engang i mellem føler jeg mig ret spansk. Især når jeg tager lange bukser på om morgenen (selvom jeg ved, det bliver 28 grader senere), når jeg står op i metroen og læser og når jeg ikke skifter ned i 2. gear før jeg drejer. Jeg er dog stadigvæk rædselsslagen for den spanske trafik. Hjertet sidder helt oppe i halsen på mig, når jeg kører bil. Jeg er dog ikke så forsigtig, som jeg var i starten. Det skræmmer mig lidt, at jeg begynder at køre så hasarderet, men der er ikke rigtigt andre muligheder, hvis man vil ud i rundkørslen og videre. Jeg LOVER, at jeg ikke tager det med tilbage til Danmark.

Jeg har også besluttet, at jeg fra næste måned nøjes med én times spansk om dagen. Jeg regner også med at fortsætte på niveau 3 og forhåbentligt begynde en time tidligere. På den måde vil jeg have fri fra 11.30 – 15.30, og det vil give mig meget bedre tid til at udforske Madrid eller slappe rigtigt af, før jeg igen skal håndtere skrigende unger klokken 17.

Jeg har egentligt ikke så meget at sige, fordi jeg mest af alt bare har været ked af det og opslugt af det. Tirsdag gik jeg rundt i Lavapiés sammen med Emma og drak kaffe på en meget traditionel cafe. Det var virkeligt hyggeligt. Onsdag aften var jeg igen på Montaditos (stedet hvor alting koster 1 € hver onsdag og søndag) sammen med Emma og nogle polske piger. Det er hårdt at skulle til at finde nye venner igen, fordi alle de britiske piger er taget hjem. Torsdag spiste jeg frokost med en anden dansk pige. Det var helt underligt at have en samtale på dansk, for jeg er efterhånden vant til at tænke på engelsk hele tiden. Til gengæld var det noget af et nederlag, da jeg bestilte mad på spansk, og tjeneren slog over i engelsk. Så meget for at lege indfødt. Normalt er alle ellers så glade, når man taler spansk til dem.

Jeg bliver stadigvæk utrolig frustreret, når jeg ikke ved, hvad der skal ske. Forældrene fortæller mig ingenting, så jeg finder først ud af planerne i sidste sekund. Lige nu er jeg dog ved godt mod, fordi det er fredag og jeg først skal tænke på det igen på mandag. Så må vi se, hvordan det går der. Det sværeste er næsten, at jeg ikke bare kan gøre ting på min måde. Hvis det stod til mig, tog vi tidligt af sted hver morgen, men når jeg ikke ved, om faderen regner med at jeg kører dem eller om han selv gør det, så er det svært at få dem til at spise hurtigere – jeg kan jo ikke rigtigt gå ind og ”over-rule” faderen. Ja.. det der med at være au pair var nok ikke lige den smarteste beslutning. Jeg går bare og glæder mig til at få besøg. I det mindste er vejret godt.

Undskyld jeg er så negativ (igen igen). Jeg er stadig et nogenlunde godt menneske. Jeg bryder mig bare ikke så meget om Spanien i længden…

Mange kram og kærlige hilsner

Hverdag

Hej igen

Hverdagen er nu gået i gang med alt, hvad det indebærer, og jeg har ikke så meget tid. Det har virkeligt været svært for mig den sidste uge. Hele min krop skriger efter at rejse hjem, for jeg føler mig virkelig ikke tilpas her. På den anden side vil jeg ikke give op, og det ender nok med, at jeg bliver her de resterende 97 dage. Men nøj, der går ikke en time, hvor jeg ikke tænker på at pakke mine ting og tage til lufthavnen. Jeg er ikke stolt af mig selv. Jeg havde virkelig troet, at jeg ville klare det meget bedre at være hjemmefra alene første gang, men jeg må nok se i øjnene, at jeg ikke er så sej, som jeg troede.

Min dag ser nogenlunde sådan her ud nu:

7.30: vække ungerne, få dem i tøjet og få dem til at spise morgenmad (cirka umuligt, fordi de først går i seng ved 21.30-tiden, hvilket er aaaaaalt for sent for en 3-årig, hvis I spørger mig)

8.30: vi kører til skole, hvor Eva og Oscar kan afleveres ved porten, mens Hector skal følges ind til sit klasseværelse. Jeg er hjemme igen cirka 9.15

10.15: jeg skal gå for at nå bussen til Madrid

11.30-13.30: spansktimer på niveau 3 på CEE Idiomas

15.15: jeg skal forlade Madrid centrum for at tage bussen tilbage til Las Rozas

16.10: jeg skal være ved skolen for at finde en parkeringsplads, så jeg er klar til at hente ungerne, når de har fri klokken 17.00

17.30-21.00: jeg skal fodre dem, hjælpe dem med lektier, lege med dem, få dem i bad, spise aftensmad og få dem i seng

Det hele varierer lidt alt efter om faderen er hjemme eller ej. Når han er her, så arbejder jeg ikke rigtigt om aftenen, for så er der to forældre i stedet. Han møder også først klokken 10, så han er der til at få dem til at lystre om morgenen. Problemet er, at han åbenbart skal rejse meget og derfor være væk, og så er det hele op til mig. Nogle gange henter jeg dem selv fra skole (og så bliver jeg nødt til at være der en time før, for jeg nægter at parkere på spansk manér) og ellers henter moderen og jeg dem sammen. Næste uge begynder de også til fodbold, svømning, basket, dans etc. etc., og så bliver det vist også min opgave at hente/bringe dem. Jeg bliver helt knust indeni, når jeg og ikke moderen henter Hector. Han bliver simpelthen så ked af det, når det ikke er hans forældre, der kommer. Det må også være svært for en 3-årig at forstå, hvorfor hans forældre ikke har tid til ham.

I kan nok forstå, at det med det skema er svært at få tid til lektier og overskud til så meget andet. Jeg overvejer at nøjes med én times spansk om dagen fra næste måned – det er også billigere. Jeg ved alligevel ikke hvor meget, jeg får ud af timerne. Vi er fem elever på mit hold – to fra Kina, en fra Filippinerne og en fra Italien. De er alle sammen meget ældre end mig, så det er ret akavet bare at sidde der. Det hele foregår selvfølgelig på spansk og vi arbejder ud fra en tekstbog. Det er simpelthen så kedeligt. Jeg lærer ikke noget, når jeg ikke får en forklaring på mine fejl (eller forklaringen er på spansk og jeg derfor ikke forstår den). Det er alt for svært for mig at lære grammatik på et sprog, jeg ikke forstår. Suk.

Nu vil jeg skype med Patrick. Jeg skal nok fortsætte med min blog i morgen.

Knus og kram